Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Professor Harald Høffding: Gensvar til Dr. Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ningsled bqrt, Men med mit Tankeeksperiment har jeg netop
villet vise,, hvor urimelig den modsalte Tanke er, der lader de
store Mennesker være et og alt (eller tenderer dertil).
De to Opgaver: at stifte ny Kultur og at udbrede
den vundne Kultur, behøve i Virkeligheden ikke at komme i
Strid med hinanden. Der er da ingen Grund til at tage ensidigt
Parti for nogen af dem, og det er unaturligt at stille dem i
Modsætning til hinanden. Dertil kommer, at — som allerede
bemærket, — det store, det kulturstiftende oftest arbejder sig frem
i de udvalgte Menneskers Indre paa en overvejende instinktmæssig
Maade. Først naar det er kommet til en vis Udvikling ad denne
uvilkaarlige Vej, kan det blive Génstand for besindig og
vilka ar li g Bearbejdelse, Tilegnelse og Udbredelse. Derfor kunne
ydre Anstrængelser, særlig Statsforanstaltninger gøre saa
overordentligt lidt for at stifte nye Kulturstrømninger. De saakaldte
»Kulturlande« kunne ofte ,være længst fra at stifte ny Kultur.
Det mest storartede, som er kommet frem paa Aandslivets
Om-raade i den nyeste Tid, den moderne russiske Literatur, kom fra
et Folk, man i Vesteuropa hävde vænnet sig til at betragte som
barbarisk. Ingen Statsforanstaltning vilde her kunne hjælpe.
Der findes i Dr. Brandes’ anden Artikel en noget uklar
Udtalelse. »I Reglen,« siger han (p. 24), »føles ikke Spaltningen
mellem den demokratiske og den aristokratiske Betragtningsmaade,
fordi man samtidigt i Staterne gør adskilligt for Massernés
elementære Kultur og en lille Smule for de kulturbærende
Elementers Vel.« Menes der med »kulturbærende« Elementer
saa-danne, som stifte ny Kultur, da staar Staten afmægtig overfor
dem. Kun højst indirekte kunne Statsforanstaltninger hjælpe her.
Ingen Statsmand kan frembringe »Kulturkilder.« De
Lag, fra hvilke disse Kilder komme, ere endnu ikke
opdagede. Netop fordi man ikke ved, hvor disse Lag
ligge, er den rigtigste Vej at gaa den: at skaffe saa
gunstige Livsbetingelser for saa mange som muligt.
»Derved forøges,« som jeg har vist i »Demokratisk Radikalisme«
(p. 854—858), »ikke blot Muligheden for, at der kan opstaa
Stormennesker, men ogsaa for, at de kunne finde den
Anerkendelse, Tilslutning og Modvægt, uden hvilke deres Virken ikke bliver
frugtbar og gavnlig.« Skal man sætte en Opgave for
Samfundet, kan der aabenbart kun sættes: at udbrede den Kultur,
som er vunden, — naturligvis ikke blot den »elementære«, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
