Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Hi, hi!.. . Det vilde Mademoiselle Jeanne godt forstaa
og let tilgive. Hun respekterer altid Naturens Orden, endogsaa
altfor meget, og vilde sige, hvis hun kunde Latin: Naturalia non
sunt turpia––Men jeg taler stygt.... Jeg elsker Jeanne. Hun
har været min Moder, og hun skal blive ..., hvad hun selv vil,
for mig. Og naar De har ægtet Madame Berthe ... De er større
og stærkere end hun ... De vil kunne betvinge hende rent materielt...
saa vil vi fire danne en ... en Karré til Forsvar paa Liv og Død
mod––-(Han truede ud i Luften).
— Mod hvad?
— Mod Tidens nedbrydende Tendenser ... mod ...ja, jeg
véd ikke ... men jeg føler, at der er saa meget fjendtligt, der
staar en i Vejen . . . f. Eks. for at blive Bachelier. ... Vil De
ikke nok hjælpe mig paa Deres Vis, ligesom Madame Berthe og
Mademoiselle Jeanne paa deres? For Eksempel ... blot lære mig
saa meget Engelsk, at jeg kan opgive det som levende Sprog til
Baccalaureatet ?
Georg Jørgensen gad ikke tilstaa, at han ikke kunde Engelsk;
han var bleven blød, men nu blev han overlegen af Ærgrelse over
ikke at kunne Engelsk, og sagde:
— Men, min kære Herre, jeg tænker virkelig ikke paa at
gifte mig med Madame Berthe.
— Hm, hm! Men jeg tror ikke, hun indlader sig med Dem
paa andre Betingelser. Hun har svoret i Mademoiselle Jeannes
og min Nærværelse paa, at hun aldrig mere indlader sig paa
noget Kærlighedsforhold, før hun har ægtet Vedkommende, og hun
har en meget, meget fast Karakter. I al Fortrolighed . . . hun
har afvist enhver Tilnærmelse fra min Side.... Hvad er det? ... Hør!
Et ... to prikkende Slag som af en Dupsko, der tørner
haardt mod Stenbroen.
Den Lille knappede sin Frakke, skottede op til Georg
Jørgensen og forsøgte at se kæk ud.
Ovre paa det modsatte Fortov, fjærnet fra Kaféens
Siddepladser ved Gadens meget brede Kørebane stod en lille Dame med
grønt strikket Shawl over Hoved og Overkrop; den sorte
Silkenederdel var Georg Jørgensen en god Bekendt. Damen slog myndig
med sin Parasol mod Fortovsfliserne, men sagde blidt og klingende,
som om bun lokkede for en Hund:
— Léonce! . . . Kom, Léonce! . . . Kom, min Lille! . . .
Jeg venter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
