Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Husets Værtinde sad i Kanapéen og overtrak Formen til
en Hat med grønt Fløjl. Hun var iført en Art Figurslaabrok,
dannet af et forhenværende »fransk« Shawl. Det brogede Mønsters
Farver var let falmede. Foran paa Bordet laa nogle røde
Fløjelsblomster og Besætningsbaand.
Jeanne skyndte sig med at slaa et Tørklæde om sine rebelske
Yndigheder, og havde et saa pudserligt sædeligt Alvorsudtryk over
sit ellers saa gemytlige Ansigt, at Georg Jørgensen maatte smile,
da han opdagede det. Men ikke var der Spor af, at Smilet blev
besvaret.
Madame Berthe kniksede højtideligt og pegede paa en af
de smaa Stole.
Georg Jørgensen satte sig forsigtig. Ryggen paa dette
Sprinkelværk kunde knække, hvis han lænede sig tilbage, og Benene
kunde gøre det samme, hvis han overlod Sædet sin hele Vægt.
Han følte ogsaa en Trang til at gøre sig lille paa alle Kanter, i
den Smule Rum mellem Kamin og Bord, hvori den Smule Stol stod.
Han var kommen med den Beslutning at være umaadelig
flot og ugenert, nu følte han sig indekneben fra hver en Side
mellem de mange smaa Møbler, den store Sæng, den tykke Jeannes
og den spinkle Madame Berthes skarpe Næser: Jeannes
Ugle-Madame Berthes Høgenæb. De saa ud, som vilde de »hugge«.
Og Madame Berthe havde en saa sammentrængt, saa rustet
Mine, som bar hun et Panser skjult under Slaabrok-Shawlet;
hendes Øjne blinkede koldere og blankere end nogensinde.
Georg Jørgensen sænkede sine Øjne. Da mødte ham nede
ved hver af Damernes Fødder et grøngult metallisk glinsende
Øjenpar. Hver havde som Attribut sin Kat. Jeanne sin lille
Minette, der var kommen heløjet og helskindet ud af
Kærligheds-kampen, Berthe sin Rigolo, en vældig Hankat, der nu syntes at
være lige saa stramt behærsket som sin Hærskerinde.
Ingen af Kattene rørte sig af Stedet, men gloede stift paa
den fremmede Herre.
— De kommer for at tage Afsked, min Herre, sagde Berthe.
Det sætter jeg Pris paa. Et Brud mellem Folk i vor Alder bør
ske efter alle Høflighedens Former.
— Et Brud ...? hm, sagde Georg Jørgensen, vilde sige
noget mere, men blev afbrudt, da han hørte en klukkende Lyd
henne fra Jeanne. Han saå paa hende. Hun kunde ikke mere
betvinge, hvad der først tilkendegav sig som Latter, men gik over
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
