Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Georg Jørgensen kunde ikke bare sig for at smile; hans
Øje strejfede Jeannes Bryst, der just ikke saå udsuget ud. Jeanne
forstod ham, hendes Latter brød snøftende frem, men da Berthe
forbavset løftede sit Øje op paa hende, fik hun i en Fart Haanden
for Øjnene, græd, eller lod, som hun græd.
— Altsaa ... De har forført et uskyldigt Barn til Udskejelser,
som ligger ud over hans Alder. Den fattiges eneste Lam, min Herre!
— Affekterede Dyr! mumlede Georg Jørgensen paa Dansk.
Da opdagede han for første Gang en stor Taare i hendes staalgraa,
lidt udstaaende Øje, som Vanddraaben, der hang og dirrede i
Støvdragerne paa den violette Fuchsia deroppe.
— De smiler, min Herre. Le kun højt ... men Léonce og
Rigolo der og Minette der ... det er dem, hvortil vi fattige Folk
er reducerede nu, da jeg ikke har mine Børn mere, og man maa
have noget at udgyde sin Kærlighed over hver Dag, ellers visner
éns Hjærte.
Nu græd Jeanne højt som en sjællandsk Bondekone over
sin Yndlingspræsts Præken.
— De Kællinger er gale, tænkte Georg Jørgensen, men
beholdt sin Tanke hos sig selv.
Madame Berthe tørrede sine Øjne paa et kniplingsrandet,
men saare tyndslidt Lommetørklæde, tog saa fat igen:
— Altsaa ... den Drøm om et Liv i Arbejde, der om en
halv Snes Aar kunde føre til et Liv, der var værdt at leve, den
er nu for tredje eller fjærde Gang forsvunden. Havde De blot
ikke sagt, at De var Dyrlæge, saa havde jeg ikke lidt den Skuffelse
til i mit paa Skuffelser saa rige Liv. Léonce maa altsaa fortsætte
sine Studier under lige saa sørgelige Vilkaar, for ham havde jeg
ogsaa tænkt paa, da jeg fæstede mine Øjne paa Dem.
— Ja, men min gode Frue, saa var det hele jo kun en
Spekulation.
— Men min Gud, min Herre! Lever De da, i Deres Alder,
Livet tankeløst hen som et Barn, en Sommerfugl, en Blomst?
Tror De, at en midaldrende Kvinde, som har maattet slaas med
Livet, elsker som en Ingenue i en Komedie? Men var jeg først
bleven gift med Dem, saa var jeg nok kommen til at elske Dem.
Naar man bliver ældre, bliver man mere Herre over sine Passioner
og kan lede dem hen i den Retning, som Religion og Samvittighed
paabyder én.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
