Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Professor Jul. Lange: Tre utrykte Breve fra Thorvaldsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Som bekendt skal Thorvaldsen have sagt, at han hellere
vilde hugge to Buster af Marmor end skrive ét Brev. For at
forstaa Braadden i denne Ytring maa man erindre, at det netop
var ham et vanskeligt og ængsteligt Arbejde at hugge Buster i
Marmor: havde han villet betegne, hvad der faldt ham let og var
ham kært, saa havde han nævnt at modellere, f. Eks. et lille
Relief. Det er da heller intet Under, at den, som læser hans
Breve, og endnu mere den, som udgiver og kommenterer dem,
en Gang imellem udbryder: Aa gid det var et lille Relief i Stedet
for et Brev! I sine plastiske Arbejder aabenbarer han sig fra den
lyseste og skønneste Retside; i hans Breve lære vi ham vistnok
aldrig at kende anderledes end paa Vrangen. Hans Orthografi vil
jeg nu slet ikke tale om for ikke at lægge mere Ved til den
orthografiske Fanatisme, hvis Larm i den sidste Tid har gertlydt i vor
Nation ligesom fordum de dogmatiske Stridigheder i Byzanz. Hans
Orthografi er maaske endog bedre end sit Rygte. Det er
overhovedet ikke imod Brevskrivningens Regler, at Thorvaldsen synder;
tvært imod: han overholder dem altfor godt. De fleste af hans
Breve — og det gælder ogsaa de her meddelte — bestaa for
største Delen af epistolarisk Fyldekalk, den Slags banale Floskler,
som anses for at »høre sig til«. Hvad der ellers kan gøre
Læsningen af Breve interessant: en vis umiddelbar Friskhed, et
personligt Liv i Udtryk og Meddelelse, mangler aldeles i Thorvaldsens;
hans Brevstil er ikke mere personlig end en Lektie af Talemaader,
bestemte for Børns elementære Opdragelse til Selskabslivet.
Thorvaldsen var i venskabelig Omgang ikke indesluttet eller
ordknap; han har endog haft en vis Genialitet i Brugen af Ordet.
Der faldt smaa Epigrammer ud fra hans Mund i lakonisk Stil og
tillige krydrede med attisk Salt, Ytringer, som forenede Visdom
og Naivetet ligesom fra en for-homerisk Tidsalder. Men naar han
fik en Pen i Haanden, var der intet længer tilbage af den store
og sjældne Mand: det faldt ham slet ikke ind, at man kunde
skrive, som man talte. Dette har uden Tvivl staaet i Forbindelse
med den Varsomhed og Mistænksomhed i allehaande verdslige
Forhold, som tidlig fremtraadte hos ham. Han var lige saa
forsigtig med det skrevne Ord som en Almuesmand, der vel vogter
sig for at give noget skrevet fra sig, som han bagefter kan faa
Fortræd af. Hans Ven Ludvig Bødtchers skælmske Vers:
Der er i Blæk en sælsom Magt,
Som gør selv Lucifer forsagt, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
