Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Professor Jul. Lange: Tre utrykte Breve fra Thorvaldsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arbejdets Deling kan aldrig erstatte den store enkeltes
langtrækkende Tanker og vidt omfattende Gerning. Siden Salomos
Dage have Menneskene vel haft en udpræget Respekt for Myrerne,
som ere flittige og i en sjælden Grad forstaa sig paa Arbejdets
Deling. Men uden Forkleinelse for dem tør det maaske antages,
at de ikke have nogen Sans for Storhed; og Følgen deraf er, at
de aldrig komme videre: den ene Myretue er og forbliver ligesom
den anden. Disse hædrede Myrer kunde jo en Gang til en
Afveksling nedlade sig til at gaa til Mennesket og blive vise.
Men det synes mig tvivlsomt, om man med Rette kan tale
om det som et »Maal« at »frembringe og opretholde de store
enkelte«. Denne højst sjældent forekommende Art vil ikke lade
sig kultivere. Og her komme vi til noget, som kan forarge og
bringe Folk til at slaa Kors for sig, men som alligevel er sandt
og maa siges, nemlig at det store Menneske altid mere eller mindre
vil være henvist til Selvtægt. Man kan ikke lægge Verden til
Rette for ham for at skaane ham for Vanskeligheder; han vil
altid komme paa tværs af dens »programmmæssige« Forløb, fordi
Initiativet beror hos ham. Dette fører paa ingen Maade til den
flove og kvalme Forgudelse og Forkælelse af Geniet eller Villighed
til at give det Fribrev i alle Retninger, som trivedes saa godt et
Par Slægtled tilbage, og som udklækkede en saa urimelig Mængde
smaa Storheder. Man kan overhovedet ikke faa Storheden ind
under nogen Slags Program eller holde nogen Rubrik aaben for
den; ti Storheden forbeholder sig selv at skrive Programmet og
begynder med at vælte Rubriken overende for selv at indrette sig
efter sit Formaal. Det store Menneske er den nye Begivenhed.
Deraf vil uundgaaelig følge noget tragisk i dets Skæbne — mere
eller mindre. Verden maa nemlig til enhver Tid indrette sig paa
at undvære det store Menneske og leve efter et Program, der ikke
regner med ham; derfor vil lian ogsaa for det meste i Begyndelsen
modtages som en Hund i et Spil Kegler, og man vil først ret
takke ham bagefter. Det bestaaende, som han med en højere Ret
ophæver for at erstatte det med noget bedre, vil altid udøve en,
vis — og hyppigst ingen ringe — Hævn over ham.
Med andre Ord: det store Menneske kan aldrig helt tæmmes.
Dette stemmer med, at den individuelle Storhed faktisk trivedes
bedst paa de Udviklingstrin af Samfundsordenen, da Mennesket
havde noget mere af et vildt Dyr ved sig, og da Jordbunden var
noget gødet med Blod. Det er f. Eks. ikke nogen Tilfældighed, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
