Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - A. O. E. Skram: Lidt Kritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rar Fyr, og det er jo ikke hans Skyld, at han ikke har opfundet
Krudtet«, eller: »Petersen er jo ikke med de værste ude i
Terrænnet, naar han da har Folk nok, og han véd, hvad han skal
gøre, men alting bliver alligevel til det bare Vrøvl med ham«.
Og andet af den Slags. Danskerne var de eneste, der forraadte
hinanden, og de gjorde det uafbrudt og til alle. De var derfor i
Reglen til en Begyndelse vel lidte, men det tog af, naar de ogsaa
havde talt ondt om de nye Venner.
Da jeg nu den Gang nødig, og navnlig ikke i samme
Øjeblik som Beskyldningen rejstes, vilde vise mig som de andre
danske, holdt jeg en lille Tale til min svenske Filosof om, at
Ordet »bagtalerisk« her næppe var rigtig anvendt. Det var ikke
Lyst til Bagtalelse, som pinte de danske, og heller ikke var de
for Alvor slette Kammerater, om de end kunde bruge lidt
slappere Tøjler i Venskabet end andre Nationer: deres Orm var
Kritik, og deres Frygt var at blive anset for saa dumme, at de
ikke mageligt kunde gennemskue Fænomenet Petersen.
Og jeg har senere mange Gange i holdt den Tale om igen
for mig selv. Der er i vort Land rig Anledning dertil. Der
bliver mellem Aar og Dag hos os sagt meget af det, der i Teltet
ved Andesbjærgene havde været den svenske Iagttager
paafaldende.
Men jeg skal jo ikke nægte, at jeg efterhaanden mindre
og mindre tror paa »den kritiske Sans«, der er Nationens
Stolthed. Den har i Aarenes Løb vist sig saa lidet udviklingsdygtig.
Hvis det nu var første Gang, jeg hørte en fremmed kalde mine
Landsmænd bagtaleriske, vilde jeg vel ogsaa forsøge at forklare
Tingen ved Hjælp af hin Sans, men jeg vilde ikke gøre det med
den rette Tillid.
Man kan i vore Provinsbyer undertiden tro at have med
en psykologisk Klarsynethed at gøre, der langt overgaar, hvad
man er vant til i Hovedstaden. Bedømmelsen af Personerne er
vittig og gaar i den Grad i det enkelte og det intime, at det er
som læste man i en Roman, naar man hører de gode Hoveder
der omtale hverandre og Byens øvrige Beboere. Intet synes at
være undgaaet deres Opmærksomhed — undtagen ét. De kan
opløse de Billeder af Menneskenes Børn, der stiller sig frem for
deres indre Syn, men det er enestaaende Tilfælde at høre dem
bruge Ord, som atter stykker disse Billeder sammen til de levende
Helheder, man ser for sine Øjne. Man faar ganske vist at vide,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
