Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - A. O. E. Skram: Lidt Kritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dertil som en Araber i sit Telt. Han byder den fremmede Salt
og Brød og sætter sig venlig hos ham og spørger ham ud. Men
hvor mange har smagt dette Salt og Brød i Danmark?
Og dernæst, vi har den nye Kritik indenfor vore Grænser
i udmærket Skikkelse. Vi har de Folk, der øver aandeligt
Gæste-venskab. Publikum har ikke her som saa mange andre Steder
Lov til at anføre til Forklaring af sin Adfærd, at det ikke ved,
hvordan den Ting, det vel har hørt omtale, men ikke set i
Virksomhed, praktisk skal gribes an. Kritiken, den virkelige, den
der for Tiden gaar i Spidsen, er fuldt udviklet i Danmark.
Georg Brandes begyndte. Han siger et Sted i en af sine
tidligste Forelæsninger om Fru Staél Holstein, at hun ved sit
Værk om Tyskland gjorde Frankrig relativt for sig selv (eller
noget lignende; jeg anser det ikke for nødvendigt at oplede
Citatet), og var end muligvis mange Læsere straks i Stand til at
indvende, at Bemærkningen i det givne Tilfælde var for rummelig,
burde Tanken i den have ramt dem som et elektrisk Stød, der
helst maatte for en Tid have betaget dem Mælet. Man levede
den Gang her under det Absolutes Herredømme. Ganske vist
talte man da fortrinsvis om noget, der hed »det absolut
uensartede«, men Vægten laa paa det Absolute. I det fandt man
Hvilen, paa det troede man. Det var fordi Brandes behandlede
det fede og smilende Absolute som en Læge behandler en Patient,
at man fra først af blev saa vred paa ham. Man kunde ikke
taale at se ham komme med sin Kniv og skære i disse kære
bløde Masser. Men det, som Brandes sagde om Fru Staél
Holstein, er i aller højeste Grad hans Værk her hjemme. Først
satte Brandes den hele danske Literatur i Forhold til noget andet,
og efter denne svære og berømmelige Gerning løste han de
enkelte Kunstnere og de enkelte Individer ud fra den store
Sammenkobling, som den Dag idag er den officielle Kulturs første og
sidste Mening.
Gunnar Heiberg lader i Kong Midas et Par af sine
Personer let henkastet tale om »den hellige Relativitet«. Var der
ikke andet af første Rang i dette Stykkes Replikskifte end den
lette Pyntelighed, hvormed de to samtalende Herrer falder paa
at nævne disse Ord: den hellige Relativitet, var Stykket alene
derved sikret imod den hurtig gnavende Tidens Tand. Dér er
Ordet! Det er det, Brandes før end nogen anden og mere end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
