Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Emil Hannover: Af Empirestilens Forhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig ikke længer i broget Silke, men i det hvide Lærred, drikker
Valle og lader sig aarelade for at antage en passende Bleghed.
Moden er ikke mere at le, men at græde. Pludselig vælder
Taarerne frem, Eksaltationen kender ingen Grænser. Kun det
taarevækkende vinder Behag. Man gaar i Teatret for at græde;
Tilskuerpladsen er hvid af Lommetørklæder, da Diderots
»Familiefaderen« opføres, og efter Opførelsen falder selv Marmontel
Diderot grædende om Halsen. Besvimelser foranledigede af
Sindsbevægelse er Toppunktet af Følsomhed, og det bliver en
misundelsesværdig Lod at have Ævnen til at falde i Afmagt.
Medens Landskabet eller snarere »Landet« i Aarhundredets
hidtidige Litteratur og Kunst er saa godt som uden for
Betragtning, bliver det nu den eneste passende Baggrund for al
Sjælekamp, og Rousseaus Nouvelle Héloise (1761) gør i saa Henseende
Epoke. Denne sentiment du vert, som den træffende er bleven
kaldt af Saint-Beuve, sætter sit Præg paa alt, paa Livet som paa
Kunsten. Ikke Paris, men Omegnens Landsbyer bliver fra da af
Kunstens kæreste Æmner. Landsbyerne lovprises som Skønhedens,
Dydens og Uskyldens Metropoler, Florian forherliger den huslige
Idyl; Familielivet genfødes, Ægteskabet — det hidtil foragtede og
Latter vækkende Ægteskab — respekteres paany. De samme, der
forhen muntert sang:
Pourquoi nous marter,
Quand les femmes des aulres.
Pour étre aussi les rujtres,
Se font si peu priert
Pourquoi nous marter ?
prisei nu Moderværdigheden, og det bliver skønt at have mange
og sunde Børn og bære dem ved et stort og frugtbart Bryst.
Arnen, — det er Tidens Symbol.
Og saa lever man da i den Tro, at nu reformeres
Samfundet, nu bliver man sund og frisk paa ny ved at leve paa
Landet, nu elsker man Naturen og nu elsker man Dyden, nu
føler man ikke slapt længere, men kraftigt og lidenskabeligt, nu
gør man Bod og derfor er Bedringen sikker, nu har Pligtens
Ædelhed sejret over Lystens Djævelskhed.
Det var i Virkeligheden kun en Illusion, understøttet af
Kunsten, ikke mindst af Malerkunsten, af den bekendte Greuze.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
