Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Emil Hannover: Af Empirestilens Forhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
attende Aarhundred — var Kvinden forud, greben hysterisk af
Rousseaus Naturevangelium. Pludselig bliver alle de Saloner, der
havde været Skuepladsen for Nationens aandelige Liv, tomme, og
Landlivet og Naturen prises som det eneste Paradis.
Atter denne Bevægelse naar Frankrig fra England og
fortrænger hurtig det Le Nåtreske Princip, ifølge hvilket Haven var
at opfatte og behandle som en Fortsættelse af den arkitektoniske
Bygning, den omgav, hvorfor Træerne maatte klippes i allehaande
geometriske Former. Ogsaa til England var denne Havestil naaet,
men allerede tidlig mødte den Modstand hos de engelske Forfattere,
hos Addison og Pope f. Eks., der begge anlagde sig Haver efter
deres egen Smag, ifølge hvilken det gjaldt om at bevare eller
rekonstruere Naturen i dens vilde Oprindelighed. Pope skrev:
To build, to plant, whatever you intend,
To rear the column or the arch to bend
To s well the terras or to sink the grot,
In all let nature never be forgot.
Kent førte Teorierne over i Praksis og skabte »den engelske
Have«, hvis Princip var det at hævde Naturen ubeskaaren.
Da senere Chambers opsigtsvækkende Skrift *) om de kinesiske
Stemningshaver spredtes over Europa, var det letbevægelige Frankrig
fuldkommen vunden for den nye Havestil. Det var den vilde, den
til sig selv overladte Natur, man vilde genfremstille indenfor
Havegitrene i Paris’ umiddelbare Nærhed. Og for nøjagtig at hensætte
Sjælene i den rette Stemning, nøjedes man ikke med Indskrifter,
der paa Stene og Træer midt inde i Haven forkyndte, at hér
burde man le og favne hinanden i ekstatisk Henrykbelte, dér fælde
Taarer, over Forgængeligheden, hist resignere ved Tanken om
Idealernes Uopnaaelighed, men man byggede Smaatempler og
indviede dem til Venskabet, til Kærligheden, til Dyden, til
Ensomheden, til Sorgen, til Gensynet osv. Og man anbragte Eremiter
af Voks, forbrændte Straahytter, Eneboerboliger af flettede Rør,
Pyramider, Obelisker, HermerSøjler, til hvilke der støttede sig
Genier med sænkede Fakler, og man opstillede Dødsurner,
halv-skjulte under Grædespiles hængende Grene. —
Paa Livsglæden var fulgt Følsomheden, la sensibilité. Nu er
det ikke længer Elegancen, der er Kvindens Ideal. Hun klæder
’) Designs of Ghinese buildings. London 1857.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
