Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Folketingsmand F. Bajer: Den dansk-amerikanske Voldgiftssag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folketinget Betænkningens Udtryk om »den betryggende Maade,
hvorpaa selve Voldgiftsspørgsmaalet er ordnet«, — nemlig saaledes,
at det ene og alene havde Hensyn til den valgte Voldgiftsmands
Personlighed; ti en Ret, der i en saa stor, vanskelig og vigtig
Sag skal dømme maaske om mange Millioners Værdier, men kun
bestaar af et eneste Menneske, kan næppe kaldes ordnet paa saa
betryggende en Maade som, dersom den bestod af flere. Endelig
var det mindre klart, hvad Ordføreren mente med »at reservere
Tingets Stilling i Sagen....... med Hensyn til hvad der maatte
blive Resultatet af denne Sag«. Tænkte han sig det værste
Tilfælde, nemlig at Danmark blev dømt til at udrede mange Millioner
Kroner i Erstatning, da kunde Rigsdagen jo ikke være bekendt
at nægte Bevillingen dertil, naar det nu gav sit Samtykke til en
Traktat, i hvis Artikel IV Parterne udtrykkelig forpligter sig til
»at modtage Voldgiftsmandens Kendelse som endelig og afgørende
samt at blive staaende ved og udføre den i god Tro og uden
unødvendigt Ophold«. Vel tilføjede Ordføreren, da han forbeholdt
Tingets Stilling til Resultatet af Sagen: »paa hvis Ledelse og Gang
Tinget jo kke har haft nogen Indflydelse«. Men deri er Tinget
jo selv Skyld, eftersom det endnu er hildet i den Fordom, at
udenrigske Forhold — som dog har den allerstørste Indflydelse
paa en lille Stats indre Politik — kun pro forma maa behandles
i offentlige Møder, men egentlig ikke komme udenfor det hemmelige
Udvalgs snævre Kreds, ja helst overlades til Udenrigsministeren
alene. Det var jo Tingets egen Skyld, naar ej en Gang 17 af
dets tilstedeværende 65 Medlemmer havde benyttet sin Ret til at
faa Sagen udsat for at faa den nødvendige Tid til at sætte sig
ind i den. I saa Fald vilde den uden Tvivl først være bleven
færdig fra Rigsdagen i Begyndelsen af Samlingen 1889—90, men
»havde det varet saa længe, kunde det vare Dyrehavstiden med«.
I saa Fald vilde man sikkert ikke have undladt at bebrejde vort
Udenrigsministerium, at det ikke allerede 1869 gik ind paa
Voldgiftsforslaget, medens man nu — paa Grund af Hastværket —
snarere gjorde det modsatte.
Fordommen lammede imidlerlid Tingets Tunge. Efter en
Udtalelse af Udenrigsministeren om hans store Tilfredsstillelse
og hans fulde Overbevisning om, at det var »aldeles umuligt at
undgaa at komme ind paa Voldgift« — hvad den danske
Regering des værre ikke havde indset en Snes Aar tidligere —,
vedtoges Rigsdagsbeslutningen enstemmig af Folketinget, og gik til
Landstinget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
