Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Dr. Georg Brandes: Duplik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Eduard von Hartmann er Historiens Formaal en Realitet,
en Begivenhed, en Katastrofe — nemlig en af de bedst udrustede
Mennesker frivilligt hidført Verdensundergang. Dette Maal naas
altsaa selvfølgeligt ikke under Menneskehedens Liv, men først ved
alle Tiders Ende. Derfor kaldte jeg dette Maal »et i det
uendelige udskudt«. Og jeg fandt det langt siraplere, mere ædru og
rationelt — end dette at se det ønskværdige i Altets Undergang
eller i en Dommedag eller i et tusendaarigt Rige, hvad altsammen
først skal indtræffe til Slutningen — at sige: det virkeligt
attraa-værdige, ønskværdige, »Maalet« er store Mennesker, ti de er
Tilværelsens Blomst og uden dem opnaa vi andre intet Gode, som
tilfredsstiller vor højeste Attraa.
Nu forklarer Prof. Høffding mig, at Maalet, netop naar
man frenihæver de store Menneskers højeste Ønskværdighed, bliver
skudt ud i det uendelige, ti, siger han, »som Goethe har udtalt
det, de store Geniers Produktivitet strækker sig ud over deres
egen Person og Tid og virker maaske Aarhundreder igennem.«
Vi behøvede vist ikke Goethe til at sige os dette; ti al
Produktion, enhver som helst Handling selv af et daarligt Menneske
har en Virkning, som atter har en Virkning, hvis Rækkevidde
gaar i det uendelige og undertiden kan spores i Aarhundreder.
Jeg havde til Professoren rettet Spørgsmaalet: Kan den
Velfærd, der er Maalet, naas udenom de store Mennesker? og
berørt, at han paa en Gang herpaa svarede Ja og Nej, idet han
ét Sted erklærer at store Mennesker »aldrig ville kunne undværes«,
et andet Sted at det »meget ofte var heldigst, om de ikke havde
været nødvendige.« Selvfølgeligt sige de to Udtalelser ikke i rent
bogstavelig Forstand hinanden imod, men der findes den dybere
Modsigelse imellem dem, at der, naar Spørgsmaalet rettes, om det
var bedst, vi kunde være de store Mennesker foruden, svares
snart Ja, snart Nej, og Talen er vel at mærke om dem, som
Professoren selv kalder store.
Det ønskelige var for ham, at vi ikke behøvede dem, at de
Omvæltninger, de Katastrofer, de Sindsbevægelser, der ofte alene
synes at muliggøre dem, kunde undgaas og de med dem, saa
Livet gled stilfærdigt af Sted som en douce Strøm med en lille
fredelig Gennemsnitslykke for Hvermand. Men samtidigt erklærer
han, at for ham som for mig er de store Mennesker Kulturens
Kilder. Modsigelsen ligger i paa én Gang om de store Mennesker
at sige med et Hjærtesuk: De er des værre tit nødvendige — paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
