Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Dr. Georg Brandes: Duplik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han vil ikke fatte at for et skeptisk Verdensbarn som
mig er Lykkemoralens Princip kun et Orienteringsprincip, ikke
mere. Formlen: den højest mulige Lykke for det størst mulige
Antal lader jo det Spørgsmaal ganske aabent, hvor stor en Sum
af Lykke der kan falde i hver enkelts Lod. Og naar man saa
tilmed, som jeg, ikke betragter det blot elementære Velvære, der
kun er opnaaeligt, hvor de højere Fordringer til Livet ikke kendes
eller ere bragte til Tavshed, som nogen sand, nogen ægte Lykke,
saa maa nødvendigvis al virkelig, al sædelig Stræben gaa ud paa
at fremme Udviklingen af stor Personlighed; stor Personlighed
alene kan føle den højeste Lykke. Da med andre Ord den højeste
Lykke, den højeste Kultur, den store Personlighed for mig er
forskellige Udtryk for ganske nær beslægtede Begreber, saa vil
det let förstaas, at det for mig kun havde en ganske underordnet
Interesse at markere min Afvigelse fra Nietzsche i Spørgsmaalet
om Lykkemoralen.
En ung Forfatter, Hr. Arnold Rohde, som Prof. Høffding
er meget vred paa, og hvem han endog, uden Skygge af Grund,
betegner som min Discipel, har, skøndt han indtager et andet
Standpunkt til Velfærdsmoralen end jeg, meget rigtigt set og hævdet,
at der ikke findes nogen som helst Selvmodsigelse i min Holdning
men at jeg »gennemfører mit Standpunkt konsekvent«.
Jeg havde brugt det Udtryk at man i Staterne gærne
samtidigt gør adskilligt for Massernes elementære Kultur og en lille
Smule for de kulturbærende Elementers Vel. I den — i øvrigt
ganske urigtige — Forudsætning at jeg med kulturbærende
Elementer mener dem »som stifte ny Kultur« forsøger Prof. Høffding
nu at vise Statens fuldstændige Afmagt til at fremme ny Kultur.
Med spærret Skrift forsikrer han: »Ingen Statsmand kan
frembringe Kulturkilder«.
Det er unødigt at raabe det saa højt; for der er ingen, som
paastaar det modsatte. Men denne Sætning udtømmer ligefuldt
paa ingen Maade Staternes Forhold til de store Personligheder,
end mindre Folkenes Forhold til dem.
Vi kan selvfølgelig ikke fremtrylle den store Personlighed;
der gives ingen Metoder til at avle Genialiteten. Men vi kan lade
være med at kvæle den, det er ét; vi kan give den Betingelser for
dens Udvikling, det er et andet.
Vi kan lade være med at kvæle Genialiteten. Det vil sige:
Man skal ikke behandle Genierne som England behandlede Shelley,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
