Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. Georg Brandes: Henrik Ibsen og hans Skole i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sønner rejse sig mod hinanden i Had, Faderen bliver tilsidst
vanvittig under et Frygtanfald for, at Sønnen vil slaa ham paany, og
dør snart efter.
Atter her er det, som om en Familieforbandelse raader.
Kun Idas Kærlighed til Wilhelm overlever Katastrofen og viser
sig som den stærke Grund, hvorpaa en bedre Fremtid kan bygges.
I dette Skuespil er især det Træk slaaende, som ogsaa
møder én andensteds i de Unges Arbejder, at nemlig alle i Grunden
er ret brave Mennesker, men da de ikke passe sammen, ikke for*
staa hinanden, saa gør Familiesamlivet med de ulyksalige Forhold,
det afføder, dem grusomme og slette.
I endnu højere Grad end »Før Solopgang« er dette Drama
vansiret ved overhakkede, afstumpede Ord, Prikker, der antyde
kortere eller længere Pauser i Talen, og Angivelser for
Skuespillerne, af hvilke der undertiden gaa et Dusin tættrykte
Petit-linjer paa en Replik, der bestaar af tre Ord.
VI.
1 høj Grad beslægtet med »Das Friedensfest« er det meget
talentfulde, men endnu sørgeligere og altfor monotone Skuespil
Die Selicke af Amo Holz og Johannes Schlaf, som for et Par
Maaneder siden opførtes paa »Freie Buhne« i Berlin.
Faa Stykker gøre et saa dødeligt sørgmodigt Indtryk, hvad
i øvrigt ikke skal være sagt som nogen Anke mod Kunsten deri,
der ingenlunde er ringe. Virkelighedstroskaben i Dialogen overgaar
selv de videstgaaende Forsøg paa Naturefterligning, man i Norden
har set i dramatisk Form. Ved Opførelsen gjorde dette Skuespils
Begivenhedsløshed imidlertid, at det aldeles ikke tog sig ud.
Atter her en gammel, fortvivlet Fader, der er forfalden til
Drik af Sorg over Samlivet med sin Hustru, der skøndt i og for sig
ret skikkelig ærgrer og piner ham ved at binde hans Frihed. Vi
befinde os i social Henseende paa et lavere Trin end i de tidligere
Stykker. Vi er blandt Smaaborgere; Selicke er Bogholder. Hele
Stykket er holdt i Berliner-Dialekt, der i Ordenes Skrivemaade er
gennemført med strængeste Konsekvens. Næppe en eneste Vending
har sin almindelige Retskrivning. Kun Datteren, den to og
tyve-aarige Toni og hendes Beundrer, en ung brav teologisk Kandidat
ved Navn Wendt, tale almindeligt Højtysk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
