Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Forf. til „En Rekrut fra 64“: En Barnefader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
formen. Om Natten kunde han vel nok være hos gamle Anders
Husmand eller en anden god Ven, for hjem paa Gaarden hos
Ole Jensen vilde han ikke gaa. Han vilde ikke have noget med
de Rævepelse at gøre, nej, — kunde han bare faa Stine til at
bekende Sandheden i Vidners Nærværelse, saa skulde han nok
bagefter gaa op og snakke med Manden, om han end var nok
saa »semper« *) og storsnudet.
Han stod af ved Hillerød Station og gik uden om Byen
ind over Markerne. Han havde en halvanden Mil til Sygehuset.
Det var en stille, kølig Sommereftermiddag. Han snusede med
Velbehag den fugtige, krydrede Lugt fra Græsmarkerne til sig, og
den kvalme Dunst fra Kasernen, som endnu hang ham i
Klæderne, veg lidt efter lidt for Friskheden og Sundheden herude i
den hjemlige Jordbunds frugtbare Uddunstninger. Han kendte
sig igen i disse Omgivelser, og dog syntes alt ham saa nyt’ og
kønt. Det var svært, saa Rugen var høj, det blev vist tidlig
Høst. Ovre paa Enghavegaarden pløjede de nu den store
Brakmark, han kunde se, der var fire Par Heste i Gang, nej fem min
Sandten! dér kom jo et til op bag Bakken, — mon Hytte-Jens
var kommen i Tjæneste derovre? Men han skulde til højre over
Aaen, der var ikke Tid at tøve. Og dog kunde han ikke lade
være at se sig omkring og staa stille og nyde den hjemlige Egn.
Han undredes over, at alt var saa vidt fremme og var næsten
forbavset over, at Naturen og Menneskene havde fortsat deres
Værk, uden at han havde været med: »Næj se, Ævlerne knyttes
allerede, det var da mærkeligt!« — han havde jo ikke set dem i
Blomster i Aar. Saa gik han et godt Stykke langs med Skoven,
men Markerne havde mest hans Interesse, og han vandrede snart
over Aaen vesterpaa ad en lille Sti. Nu kendte han hver Plet,
hver Sten, hvert Straa, syntes han. Ovre bag Bakken saa’ han
Poplerne i Ole Jensens Have kigge op. Dér var Hylden, den
gamle Hyld, mangen Gang havde han ligget paa Maven langs
ud ad den tykke Stamme, som hældede ud over Aaen, og fisket
efter Karudser. Det var den Gang, han vaf Vogterdreng paa
Gaarden og foruden Køerne ogsaa havde den lille Nikoline at
have Opsigt med; ja, nu var hun vel snart en voksen Tøs. —
Herregud, tænkte han, her gaar jeg som et fremmed Menneske i
min egen Fødeegn. Slid og Slæb har jeg haft her hjemme alle
’) fornem, fin.
Tilskueren. 1890. 30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
