Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Forf. til „En Rekrut fra 64“: En Barnefader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lars tog Patteflasken og gik ud ad Porten. Det var det
eneste, Stine havde efterladt sit Barn.
Da hans Vrede havde sat sig, følte han sig forknyt og
ensom ligesom Dagen før. Han stod et Øjeblik raadvild stille
og følte sig lige saa hjælpeløs som Barnet, han bar i Armen.
Hvor skulde han dog gaa hen? De samme fortvivlede Følelser,
som saa hyppigt fremkalder Forbrydelser hos stakkels Mødre imod
deres uægte Børn, sivede langsomt gennem hans Sjæl. Ja, nu
kunde han bedre forstaa, at de havde fundet et Barnelig under
Isen i Mergelgraven i Vinters, og han tænkte paa den svenske
Malkepige fra Bendstrup, som havde født i Dølgsmaal. — Han
tørrede Sveden af Panden. Hvor skulde han dog gaa hen? Til
gamle Anders Husmand? Nej, det kunde ikke hjælpe. Til
Tuel-strup? Nej, Stine havde ingen Forældre eller Slægt dér, saavidt
han vidste; mén han kunde da ikke slæbe Ungen hjem med til
Byen! — han stoppede straks ved den Tanke, og uden at dvæle
længere tog han med lange Skridt Vejen til Hillerød Station:
han vilde se at faa Tøsen anbragt hos sin Vaskekone hjemme i
Garnisonen, til han fandt et bedre Sted. Nu gjaldt det blot om
at komme afSted snarest muligt og ikke at træffe Folk fra Egnen
eller Kammerater med Orlov. Han havde ikke Lyst til at blive
til Grin, og han følte stærkt det latterlige ved Situationen.
Barnet, som havde haft Øjnene aabne, da han tog det,
var straks faldet i Søvn igen, og han skridtede godt ud.
Det siges ofte, at Soldater har Anlæg til at være
Goldammer, men disse Anlæg har de som oftest erhvervet sig i
Hjemmet , og Lars Larsen var heller ikke ukendt med at være
Barnepige. Fra den Tid han var Vogterdreng, havde han
samtidig maattet røgte Familjens smaa Børn, og han havde tit haft
baade den smaa Nikoline og den lille Patteunge i den lave
Trævogn ude med sig i Marken. Det var ham derfor ikke saa uvant
at gaa med Barnet i Favnen, han bar det med øvede Arme og
behandlede det med Rutine, medens det stadigvæk sov.
Da han havde taget sin Beslutning, og da han næsten
ikke mødte Folk, som nu efter Kirketid var hjemme at spise, blev
hans Stemning lettere, og han var hel frejdig, da han ved
Middagstid naaede Stationen.
Han slap ind i en Kupé, uden at nogen lagde Mærke til,
at den graa Bylt var et Barn, men Hjærtet havde banket i Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
