Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— I gider ikke deklamere det, Attilio men saa gør jeg
det, raabte Husholdersken.
— Gør som I vil, henrivende Rosina, sagde Attilio. Min
Poesi vil kun blive forskønnet, naar den kommer igennem Jeres
svulmende Læber.
Signora Rosina sparkede op efter ham, saa hendes Tøffel
för hen i en Krog. Hun famlede efter Tøffelen med sin
hvid-strømpede Fod, men naaede den ikke, før hun havde taget Piero
Vanninis Kæp. Med den ragede hun Tøffelen hen til sin Fod.
— Jeg bliver her i Nat, Rosina, sagde Attilio smægtende
og strøg sit Overskæg ... her ved Jeres Fod; Onkel er Dottore
Bartolo, jeg er baade Grev Almaviva og Barberen Figaro.
— Nu faar I Tærsk, Attilio, raabte hun. Han sang med
ålle behørige Tremulanter:
La donna é mobile,
Piu del mal vento.
Muta l’aecento,
Ed il pensier.
— Der er Hr. Sognepræsten! raabte Rosina. Der bliver
ikke noget af Deklamation i Aften. Jeg kan kende ham paa, at
Æselets Hove slaar mod Gruset ... Gud, at han er saa snart
færdig! ... At han i den Alder kan besørge ethvert Sakrament i
en saadan Fart. Og denne Gang var det dog den sidste Olje!
— Det er en Naadegave, sagde Attilio, slog Hælene sammen
og sang i høj Tenor ... De profundis.
— Hold dog Mund, raabte Rosina. Skynd Jer at komme
ud ... hvad maa Hr. Sognepræsten tænke, naar han ser mig
sammen med to fuld voksne Mandfolk?
— Vi er jo altid sammen, min henrivende, sagde Attilio
og rejste sig fra sit Leje, efter at have gabet og strakt sig ... men
Deres Rygte er mig langt helligere end mit eget ... Kom, Sindaco!
Piero og Attilio var komne op ad Trappen, da Don Agostino
hørtes at blæse og pruste nedenfor.
— Lys, Rosina! raabte han.
— Jeg kommer, Hr. Sognepræst.
Man saa ved det skarpe Skær af Rosinas Lys Don Agostino
arbejde sig op ad den smalle Stentrappe. Hans sorte, gejstlige
Skrud skurede mod de kalkede Vægge paa Siderne; foran løftede
han Kjortelen op som en Dame i Regnvejr og blottede sine sorte
Hoser med de svulmende Lægge og de svære Knæskaller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
