Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Ih — ah — raabte han stolt til sit Muldyr og sin Hest.
Køretøjet var lige ved at stryge op mod et brat fremspringende
Murhjørne, men Kusk og Trækdyr klarede sig. De var vante til
Turen.
I rivende Fart som en Fjældstrøm gik det et langt Stykke
brat ned.
Saa fladede Vejen sig ud, saa steg den opad. Lige paa
Toppen af den lille Bakkeknold løb Vejen atter i en skarp Vinkel
for at bøje nedad. Der knejste i Hjørnet af Muren et brunt
Teglstenstag over et Kapel, i hvis Konka stod et Madonnabillede
af Gibs. Det var meget helligt, samme Billede. Om Halsen af
Statuen hang en hel Del rangiende Metal, og midt om dens Mave
med Klædebonnets itubrudte Foldekast, der var gjort, som om
Vinden suste i det og vred sig om Benene, var der bundet Snore.
I dem hang hele Ben og Fødder i Voks, ti denne Madonna havde
især Ry for at helbrede ondartede Ligtorne, Knyster og Skrabsaar,
hvilke Onder de slemme, bratte, stenede Veje bragte Befolkningen
i rigeligt Maal.
Som Gianbattista Libri beredte sig til det bratte Sving om
Murhjørnet og Kapellet, sprang en sortskægget Fyr frem og tog
den lille Hest ved Manken.
— Er det dig, din lede Slyngel! raabte Gianbattista og
hævede Pisken til Slag.
— God Aften Hr. Oberst! lød en høj Røst. To Rækker
hvide Tænder grinede under en kulsort Knevelsbart ... Du kører
efter den skønne som skal arve mine stakkels 670 Lire. Lad
mig køre med og lære Resignation af hendes skønne Aasyn.
— Slip Hovedtøjet, din nedrige Døgenigt! raabte Gianbattista,
eller du faar Snærten tværs over din sværtede Knevelsbart.
— Den er dog kønnere end mange Militæres, lo Attilio og
greb efter et langt Spring med resolut Tag om den tøvende Snært...
Lad mig hellere køre med, Gianbattista, saa skal jeg lære dig at
faa dit Overskæg til at gro som højsalig Vittorio Emmanueles.
Den forhenværende Underofficer kendte fra Barndommen
af, hvor stærk og hensynsløs en Slagsbroder Attilio var. Han saa
sig et Øjeblik om og følte Vejens Mure klemme om sig og sit
Køretøj som en Skruestik. — Der var intet at se, intet at høre.
— Sid op bag i Vognen, dit Asen! mumlede han.
Han piskede paa sine Trækdyr, og i en allerhelvedes Fart
kørte Vognen under Slingren og Skratten nedad og nedad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
