Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Lad Garibaldi være Garibaldi! ... Men syilge
Garibaldi-marschen som en Salme i en Bondeskole. Jeg maa tale med Don
Agostino.
Han saa sig om. Der var ingen paa Pladsen. Han styrede
op mod Præsteboligen og bad om at tale med Sognepræsten.
Don Agostino sad i sin gamle Lænestol med Breviariet foran
sig. Piero Vannini fortalte ham, hvad han havde hørt og set.
Præsten smilede og sagde:
— Efter Lovens Bud læser jeg Katekismus med Børnene.
Forstaar I, Piero? Dette varer, saa længe som det kan. Forstaar
I Piero? ... Hvem tror I er den stærkeste, Piero? ... Vor Herre
Jesus Kristus eller Giuseppe Garibaldi? ... Eller Gud Fader mod
Kongen af Italien, Piemonteseren? Hvem vinder i Kampen? Hvad
Piero? ... Gud signe Jer og Jert Hus, Piero Vannini!
Præsten gjorde et Kors i Luften nied Pegefingeren. Piero
Vannini gik. Da han kom ud, maalte han med Øjnene
Præsteboligen og Skolebygningen, gjorde nogle pegende Tegn i Luften
og mumlede:
— Vorherre og Kongen ... Kristus og Garibaldi ... jeg
og Gianbattista Libri........ Ja bliver han ved, som han har
begyndt, denne Gianbattista, saa holder jeg med ... Præsten og
Paven ... og Vorherre og hans Søn.
Straks da de to Magistratspersoner havde forladt Skolestuen,
havde Ottavia sat sig paa Katedret. Ungerne filtrede sig atter
sammen som speget Garn og en Hylen og Brummen begyndte
truende. Men Erminia Vannini var bleven i Lokalet. I den aabne
Dør i Baggrunden viste pludselig hendes imponerende Skikkelse
sig i al sin Bredde og Brysthøjde. Hendes store brune Haand
tog en Dreng i Nakken og rystede ham, saa han følte alle sine
Indvolde danse.
Da saa’ Erminia op mod Katedret. Der sad denne spinkle
Pige aldeles ubevægelig og stram. Halsen knejste som en ung
Naaletræsstamme. De tørre, hvide Fingre laa fast ud over
Katedrets Rand, krummede som Kløer; som om deres Negle
borede sig ind i Træet. Hun sendte Erminia et flygtigt Nik, som
vilde hun sige: Tak! Nu skal jeg nok klare Sagerne selv.
Børnenes Skare begyndte igen at larme. Ottavia lo ud
imod dem. Børnene havde ventet Vrede. Der var ikke Spor af
Vrede at se paa hendes Ansigt. Smilet i det stod som støbt i
Metal. Erminia kom til at tænke paa smaa Broncestatuetter fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
