Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Samlingen i* Palazzo Bargello i Firenze, Skizzerne til de store
Monumenter i Loggia dei Lanzi paa Piazza Signoria og de andre
offentlige Pladser. Om Ottavia pludselig var vokset op fra disse
smaa Statuetters til de store Statuers Maal, var Erminia maaske
ikke bleven helt forbavset.
Erminia gik ud af Døren, men skottede over dens Karm.
Hvad skujde dette blive til?
Hun saa’ Ottavia bøje sig ned og tage en lille Kasse frem.
Hun huskede, at hun havde sét Ottavia bære den op, da de
fulgtes ad, men den Gang havde hun ikke tænkt derover.
Lærerinden bøjede sig mod Kassens Laag, lod Ungerne
larme der nede, som var det en hende aldeles uvedkommende Sag.
Hun masede lidt med Laaget, kort og energisk, tog saa en Ting
ud deraf og satte den paa Katedrets øverste Fladning.
Uh ... uh ... lød det. Det var et Rædselsskrig nede fra
Børneflokken. Nogle sorfe Hoveder dukkede sig dybt ned, saa de
kunde være fri for at se det Udyr, der viste sig truende ud over
det lange Rum med Lys foroven og Mulm forneden.
Det var en Benrad — lav, lang med en lang Hale. Og Halen
var lige saa afskrællet som den lange, lange Krop. Og saa grinte
■elfenbenshvide smaa Tænder ud gennem Kæverne paa Hovedet. ...
Rædsel ... Rædsel! ... Uh ... uh ...! Døden! Djævelen!
Lad os løbe!
Saa lød det nede mellem de sortkrusede Hoveder med
sjældne blonde Pletter imellem.
Oppe fra Katedret lød Lærerindens Røst, skarp og blid,
ledsaget af en Latter som Forspil:
— Kom Børn og se! det er Benraden af en Kat. ... Saadan
eller omtrent saadan kommer vi alle til at se ud. Hvem, der har
Lyst at se, han kommer herop ad Trappen ... hvem, der er
bange, kan gaa.
Mange sorte og graa Øjne vekslede tavse Spørgsmaal. —
Tør vi? ... tør vi ikke? Hvem er bange? ... Er du bange? ...
Jeg er ikke bange.
Ottavia nikkede mildt indbydende fra sit høje Stade. Lyset
flammede gennem de højtliggende Vinduer. Hun sad med sit
Hoved svømmende i et Lysbad.
Det klaprede med Hæle, det plaskede med nøgne Fodsaaler
mod Gulvets kolde rektangulære, røde Mursten. Det blev til
Kaprend, om hvem der kunde komme først.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
