Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en som alle ... jeg skal tale med Jer ... i Skriftestolen ...
Rejs dig Sabina ... hvordan er det, du ligger der og søler?
— Hun ... Erminia har slaaet mig og Giacinta blodige.
— Hvad siger du ...?... Du lyver jo. Den Lille er jo
bare svinet til af dit Blod ... Op med Jer begge to . . . Hvad
vil I med den Jæmstang, Erminia Vannini?
— Slaa Jeres Søstersøn for Panden med den, svarede
Erminia og rettede sine vrede Øjne op mod Præsten.
— Hører Dommen Jer til, Erminia Vannini? Vil I slaa,
saa slaa først mig.
Han tog sin Hat af og bød sin kronragede Isse frem:
— Slaa mit Barn! Slaa den gamle Præst!
Et dundrende Bravo brød ud, ledsaget af Haandklap som
efter en Bravourarie i et Teater.
— Leve Don Agostino! Bravo, Bravo — glimrende gjort!
— Gaa — saa! Gaa saa ... og ... indtil videre Pax
vobiscum! ...
Mængden trængte sig ud gennem Døren. Ottavia, som
blev siddende paa sin Plads, med Blodstrimer ned ad sit Ansigt,
lignede en Martyrinde paa et gammelt florentinsk Alterbillede,
hvis byzantinske — magre Skikkelser hun nok kunde minde om.
Hun blev ene med Erminia, der stadig stod med løftet Jærnstang,
og med Præsten.
— De, som i Følge Loven skulde være her til Stede, er
her ikke, sagde Præsten blidt. Men jeg er her som
Barmhjærtig-hedens og Kærlighedens Tjæner ... jeg tjæner en mildere og
mægtigere Herre end Sindaco og Skolekommissæren — som jeg
i øvrig agter og ærer.
Ottavia syntes at blive bevæget ved den gamle Mands Ord,
lagde sin Haand i hans fremstrakte rynkede og haarde Haand og
steg ned. Erminia hviskede tæt bag hendes Nakke:
— Den gamle Slyngel! Den Gedebuk!
De vandrede gennem Salen ud paa den lille Plads, Præsten
og Ottavia Haand i Haand, Erminia bag efter med knyttede
Næver, mumlende Eder og Forbandelser.
Pladsen var kun besat af nogle smaa Piger. De stod i to
korte Rækker og gav sig til at neje, da de saa Don Agostino
Haand i Haand med Ottavia. Over Rækken til venstre rejste sig
Attilios knebelsbartede og pandelokkede Ansigt. Præstens
Søstersøn gav et Vink.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
