Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En lille Pige traadte ud af Geledet, bøjede det venstre Knæ,
rakte en lille Buket af gule Rosenknopper og halv udsprungne
Liljekonvaller ud mod Ottavia, mens hun mumlede:
— Tak Signorina ... Tak ... Lev vel for evig!
Hele Geledet nejede. Præsten gjorde et velsignende Tegn
langs de smaa Hoveders Række. Ottavias Taarer blandede sig
med Bloddraaberne, som løb ned ad hendes Kinder. De to
gik videre.
Erminia blev lidt tilbage. Hun ventede til Børnene havde
spredt sig. Attilio Ranucci vilde til at følge sin Onkel og Ottavia.
Erminia stillede sig foran ham. Han lo, trak paa Skuldrene
og sagde:
— Den kønne Slutning paa det hele var jeg Skyld i. Det
var for din Skyld, min Skat, for vor afdøde lille Søns Skyld. —
Du var jo denne lille Bonicellis bedste Veninde.
Erminia blev gulgrøn i Huden. Skum piblede over hendes
Læber. I en ubeskrivelig Fart för hendes rullende Øjne op og
ned ad Attilio, op og rundt og ned i Rummet, som søgte de
noget. De fandt kun paa Jorden en Dynge Hestegødning. Hun
bøjede sig ned — alt gik i forfærdelig Fart ... hun tværede
Skarnet ud i Vejdyndet med sin Haand, greb Attilio i Struben,
masedé Smudset blandet med skarpt Grus ud i hans Ansigt.
Han kæmpede med hende og skreg. De brødes. Han var
den stærkeste. Han fik Erminia kastet om paa Jorden, men i en
Fart var hun oppe igen, og da han nærmede sig, gav hun ham
med sin brede, stærke Fod et Spark i Hjærtekulen, saa han halvt
daanende sank tilbage. Saa slog hun et Hyl op som en
Mulæselsdriver, satte i Løb, og naaede Præsten og Ottavia lige udenfor
Døren til sin Faders Hus.
— Har I talt med min Søstersøn, Erminia, spurgte Præsten
og maalte hende.
— I kan tro det, Ærværdige, svarede hun forpustet. ...
Saa Tak, Hr. Sognepræst, Nu maa jeg bringe Ottavia i Sæng.
Lykkelig Nat!
VI.
Ottavia sank om i sin Venindes Arme.. Erminia havde
klædt hende af som et Barn. Først havde hun slikket Blodet af
hendes Ansigt og hendes Hals, inden hun lagde Arnika-Kompresset
paa. I det store halvmørke Kammer havde hun tændt Lys. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
