Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jeg kunde kun forlange, at nogle Gnister af Martyrernes Baal gav
mig Saar paa Kinder og Hænder ... i Dag har jeg været glad
over hver Blodsdraabe, der er runden fra mit Hoved, — og jeg
har syntes, at et lille Glimt fra den store Giordano Brunos
Martyrkrone har skinnet ned paa mig Stakkel.
Erminia havde knælet, saa hendes Knæskal slog haardt
mod Stengulvet. Hun blussede af Graad og af Henrykkelse. Da
Ottavia tav, sagde hun hulkende:
— Aa, du er dejlig ... du er stor ... Og at du siger
saa-dann« dejlige Ord til en stakkels Bondetøs, som ikke forstaar ret
meget af dem! Men jeg kan høre paa din Stemme, at det er
noget udmærket noget ... og nu er jeg sikker paa, at Præsten
er en dum Æsel, for saadant noget havde han aldrig i sit. Liv
kunnet finde paa, selv om han lod Attilio skrive det op for ham
forinden.
Hun rejste sig og krystede Ottavia i sine Arme. Da hun
slap hende, udbrød hun:
— Men Barn, du staar jo med bare Fødder paa Stengulvet
... staa dog paa Tæppet.
Hun tvang Ottavia hen paa et lille Tæppe, som laa foran
Sængen. Ottavia tog en lille Mappe ned fra Hylden paa Væggen
over Natbordet og ud af den et gammelt, gulnet Kobberstik,
trykkede det mod sit Hjærte som en Relikvie, rakte Erminia
Billedet, pegede paa det og sagde:
— Der sér du Giordano Bruno!
Daarlig saa’s ved den blege Lysflamme det lille Billede.
Der stod den gamle Tænker med en Baret over den lave Pande,
de store, langt skaarne Øjne, den lille Uglenæse, det pageagtige
lille Overskæg.
Erminia mumlede:
— Saadan saa’ det Bæst, Attilio Ranucci ud, da han var
22 Aar. Men han har aldrig gidet bestille andet end at forføre
de stakkels Smaapiger, som han ikke lærte at læse og at skrive.
... Saa sov nu Ottavia. Jeg skal lægge Billedet ind paa dit lille,
søde uskyldige Bryst, min Ottavia.
Ottavia sov alt dybt, træt og svært aandende, da Erminia
listede det lille Kobberstik ind under hendes Natkjole, det Stykke
Tøj, hun havde beundret fra første Nat, de sov sammen. Ti
Erminia sov splitternøgen.
Men denne Nat blev hun oppe. Hun vaagede over sin
Tilskueren 1890. ’tt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
