Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. S. Schandorph: Ottavia Bonicelli. En Fortælling fra Italien. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Veninde, bad til Naturen ... for Ottavia havde omvendt hende
fra Troen paa „La Vergineu til Troen paa „La Natura“ .. .takkede
„La Naturau fordi den havde frelst Ottavia og nu i Nat undte
hende en saa god Søvn,
Dagslyset brød tidlig igennem de smaa paa Klem løftede
grønne Persienner.
En Vogn rumlede udenfor Huset og skurede skrigende
mod Stenene.
Hun hørte sin Faders og Gianbattistas Stemmer.
— Det har vi for vor Frisindethed, Gianbattista, sagde
Piero Vannini.
— Ja ... ja ... Men hun var jo ikke moderat, den Lærerinde.
Og ved I hvad, Piero, man maa ikke være Republikaner, endnu
mindre Ateist i vor Tid ... man skal holde paa det
konstitutionelle Kongedømme og paa den fri Kirke i den fri Stat, som
Gavour sagde.
— Vi havde det lige saa godt i Storhertugernes Tid,- sagde
Piero Vannini, for Skatterne bliver større og større.
— Det er for at erobre Afrika og det uigenløste Italien...
og det mener I dog med, Piero, at det maa vi gøre.
— Jeg blæser ad det hele, raabte Piero og knaldede med
sin Pisk. Jeg er en gammel Mand og vil have Fred. Jeg vil
holde mig til Don Agostino. Man véd, hvad man har, det er galt
nok det, men, per Bacco ... hvad faar vi? . ..
Erminia havde forstaaet, hvad hun skulde og vilde forstaa.
Hun sagde:
— Jeg skal vise de to Slyngler, at jeg ogsaa kan være
Martyr. Jeg gifter mig med den skeløjede Spækhøker Carlo
Giglio i Via de’ Cerchi i Firenze, som har friet otte Gange til mig. VII.
VII.
— Jeg gaar paa min Skole som sædvanlig, sagde Ottavia
Bonicelli den næste Morgen. Jo flere Stenkast, jeg faar i Hovedet,
desto lykkeligere er jeg.
Erminia sagde ikke noget. Da hun havde klædt sin Veninde
paa, fornyede hun Bindet om hendes saarede Hoved, tog hende
ved Haanden og borede sig ned sammen med hende ad den
sorte Trappe.
I den store Forstue stod Piero Vannini med et gammelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
