Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. Georg Brandes: Goethe-Studier - I. Manglerne ved Goethes Romanstil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vi fordre nu til Dags af Forfatteren, at han skal forstaa
sit Haandværk og kunne skildre alt, hvad der skal skildres. At
sige „ubeskrivelig" eller „sligt kan ingen Pen beskrive" er for os
et komisk Vidnesbyrd om Afmagt. Men Goethe bruger stadigt
lignende Vendinger om sin Mangel paa Ævne. Hvor Vilhelm har
sin første Samtale med Harpespilleren hedder det: „Vi vilde blive
for vidtløftige og dog ikke kunne udtrykke den ilsomme
Underholdnings Ynde, hvis vi forsøgte at gengive den Samtale, som vor
Ven havde med den æventyrlige fremmede her."
Undertiden lover Goethe ogsaa at fortælle Læseren noget en
anden Gang: „Staldmesteren vilde gæme erfare Frederiks Herkomst
og Historie; denne fortalte da et Æventyr, han allerede ofte havde
forebragt og med hvilket vi tænke at gøre vore Læsere bekendte
en anden Gang."
Eller længere henne: „Vilhelm opskrev mange slige
Samtaler, og vi vil, da vi her ikke saa ofte tør afbryde Fortællingen,
ved en anden Lejlighed forelægge dem af vore Læsere, der maatte
interessere sig derfor, saadanne dramaturgiske Forsøg.
I Romanen finder en Ildebrand Sted, hvorunder
Harpespilleren, der synes at være bleven vanvittig, vil myrde Vilhelms
Barn med en Kniv, men hindres deri af Mignon. Vilhelm iler
bort efter den forvirrede Harpespiller, indelukker sig med ham i
et Havehus, og, skriver Goethe, „førte en forunderlig Samtale med
ham, som vi imidlertid for ikke at pine vore Læsere med
usammenhængende Ideer og ængstelige Følelser hellere fortie end
udførligt meddele."
Paa denne primitive Maade er det, at Goethe opsparer
Hemmeligheden i Harpespillerens Liv til Bogens Slutning, en
uhyggelig Hemmelighed, den nemlig, at han har været
lidenskabeligt forelsket i sin Søster Sperata uden at ane sit
Slægtskabsforhold til den unge Pige, at Mignon er hans Datter med denne
Sperata, avlet i Blodskam, senere stjaalet af Linedansere, at han
paa ingen Maade har villet slippe den elskede, selv efter at
Meddelelsen er gjort ham om hendes Afstamning, og ikke en Gang
har villet indrømme nogen Brøde i deres Søskendekærlighed —
indtil han og hun er blevet revne fra hinanden med Magt.
Denne Hemmelighed, som gør et romanagtigt, utroværdigt
Indtryk, erfare vi og Bogens Personer for sent til at den kan sætte
noget Spil af Følelser i Bevægelse. Den forties, hvor den maatte
anes, og berettes, hvor den ikke mere er nødvendig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
