Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. Georg Brandes: Goethe-Studier - II. Den skønne Sjæls Bekendelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mand, der var hende saa kær. Hun klagede for ham over det,
som gjorde hende bange og bemærkede ikke selv, at hun tillige
attraaede og ønskede netop det. Men da den hele Verden nu var
som død for hende med Undtagelse af Narciss, var hun i Selskab
ofte ensom og den fuldkomne Ensomhed blev hende kærest, fordi
hun i den udviklede sin Ævne til at tale med Gud om sine
Følelser og Tanker. Gud og Kærligheden stred ikke imod hinanden.
Hendes Kærlighed passede ind i den hele Skabelsesplan. Forgæves
gav Narciss hende Bøger, der spottede over alt usynligt og
overnaturligt, ja endog over Kundskabstrangen hos Kvinder. Hun
følte Selvmodsigelsen i det sidste Træk: „Som alle Mænd spottede
han over lærde Fruentimmer og dannede dog uophørligt paa mig“.
Det gælder for ham om at opnaa Befordring til et Embede.
Hun beder til Gud derom for ham. Han bliver imidlertid ikke
udnævnt, og hun opfatter det som sin religiøse Pligt at være
tilfreds dermed, da ogsaa dette Uheld maa være bestemt til hendes
sande Bedste. Og nu trænger den blideste Stemning sig ind i
hendes Sjæl; hun føler, at med den himmelske Hjælp lader alt sig
overvinde. Han har mindre Modstandskraft overfor denne
Genvordighed end hun, saa hun maa trøste ham. Og jo blidere,
sødere de indre Erfaringer nu har været, des oftere søger hun at
forny dem og at finde Trøsten der, hvor hun saa ofte har
fundet den.
De fleste kende, især fra deres unge Dage, Erfaringer af denne
Art. Trangen til Bøn er naturlig og vækkes desuden tidligt af
Omgivelserne. Fra først af finder ingen Tvivl Sted om at Bønnen
henvender sig til et Væsen, der er lutter Øre for den. Efterhaanden
falder hos ikke faa Hensynet til Genstanden bort. I Stedet for den
egentlige Beden træder en Tilstand af Samling, indre Fred. Sjælen
drager sig ud af pinende Bekymringer og Sorger, søger et indre
Midtpunkt, finder lidt efter lidt Ligevægt og har en Fornemmelse af
at den bæres. Dens Ligevægt er des sikrere, fordi den tror sig
baaren. Den fatter ikke Ligevægten anderledes; den er som hine
Folkeslag der tro, at Jorden hviler paa en Elefant eller Skilpadde.
Idet Sjælen nu saaledes samler sig i Andagt, i Bøn, i Forsæt,
i Vilje til ikke at lade sig forstyrre af Fristelser eller kue af
Skuffelser og Sorger, føler den sig ren, fri, lykkelig, langt renere og
stærkere end da den forknyttedes, gik op i alt, hvad der hændte
den, laa fortvivlende og modløs. Og den glæder sig ved sin Renhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
