Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Holger Drachmann: Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer. Den første Kærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa sit Arbejde derved. „Det er bedre end at skrive Vers i Ny
og Næ — som Damerne kun bruger til Krøllepapir!"
Javist. Men jeg saa’, hvor han led under, at Friheden —
baade den indre og den ydre — var ham nægtet. Han smed
Arkivernes gulnede Manuskriptdynger til Side og læste sine egne
Digte op for mig. Altid var der et nyt i den dybe Skuffe. Jeg
syntes de var fuldkomne allesammen; og jeg lagde ikke Skjul paa
min Beundring. Han nikkede smilende. Men snart efter mistede
de brune Øjne deres Glans. Jeg kunde læse hans Tanker. „Hvad
nytter det mig, at du, min unge Kikindiewelt, finder dette gud-
dommeligt — naar hverken Forlægger eller Anmælder finder det
samme?"
Og ned i den dybe Skuffe vandrede Papiret.
Saa gik det, bittert og skaanselløst, ud over hele Kieresiet.
Han trampede og masede dem flade allesammen — disse Styver-
fængere, daarlige Poeter, Eftersnakkere, Kopister!
Ak! han saa’ ikke — hvad jeg først senere saa’ — at han
selv var Epigonen, den rige digteriske Natur, men ikke den natur-
begavede producerende Kraft. Eller han saa’, han følte det–––
og derfor lynede disse levende Øjne i Samfundsforagt og Verdens-
protest. Det kan nok hænd’s at han kilede løs paa officiel Kristen-
dom, officielt Hykleri, officiel Presse, brydende Staven over alle
vore ynkelige Fremtoninger, Politikere, Statsmænd, Redaktører,
Journalister!
Og denne Sæd faldt i en frodig Jordbund. Han havde ikke
behøvet at give mig halvt saa stærk en Dosis.......Havde han
blot givet mig et „System" med i Købet!
Nuvel; „Skælm giver mer end han har!" plejede han selv
at sige. Og det var rigtigt. Jeg ærer ham, holder af ham, den
Dag i Dag. Han rensede en Bunke Forfængelighed ud af mig —
satte altid et Spørgsmaalstegn ved mine Daarskaber, naar jeg be-
troede ham dem som Tegn paa „Genialitet". Han lærte mig at
foragte Snobberi og den danske Tilbøjelighed til at lyve for
sig selv. Han hævdede for mig — for hele den lille Kreds —
.Idealet*....og kunde han ikke, saa lidt som nogen den Gang,
præcist formulere dette tyskromantiske Begreb......saa har det
dog i sine vage Omrids tit tonet Flag for mig under alvorlige
Øjeblikke. Det er ikke hans og ikke Begrebets Skyld, at jeg saa
ofte har sat Kikkerten for det blinde Øje — og endda ikke haft
Nelsons Undskyldning, den, at være en Nelson.
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
