Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - N. Neergaard: Fra den nationalliberale Guldalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mangfoldige Steder i »Oplevelserne* beviser denne Karak-
teristiks Rigtighed. Birkedal dadler Hall for hans »Mangel paa
stærk Tro til at stole paa Sandheds og Retfærdigheds Sejer trods
de Kæmpehindringer, der rejste sig mod det lille danske Folk*; —
»han kunde ikke med en kraftig Beslutning ... overhugge Knuden
i Forvisning om, at der er usynlige Magter, der staa den Kække
bi i de store Afgørelsers Stund*. Endnu stærkere anklager han
Monrad. Det han savner i dennes Politik i 1864 er ikke Plan
og forstandig Beregning, men det, at han ikke var »et Hoved
højere end alt Folket og især et Hjærte dybere end Mængdens og
i Stand til at aande, blæse hen over Land og Folk, saa at disse
løftedes og bares*, etc. etc. Det, som manglede f. Eks. under
Londonerkonferencen var netop »en Røst med Malmklang*, der
kunde „tale til Stormagternes Samvittighed*! Det er underligt
gengangeragtigt at læse Ord som disse i det Herrens Aar 1890.
„Ord* baade med og uden „Malmklang* skulde man ellers synes,
vi havde nok af, den Gang Danmarks Skæbne skulde afgøres: det
var ganske andre Ting, der fattedes. I god Overensstemmelse
med alt det øvrige er det da ogsaa, at det eneste Birkedal priser
Monrad for i 1864 netop var, at han lod Londonerkonferencen
sprænges ved at forkaste Forslaget om Slesvigs Deling. „Det var*,
siger han, „dog en lille mandig Holdning i den Masse af Slaphed
og Misgreb som var denne Tids Særkende.*
Naturligvis maatte Modsætninger som disse af og til føre
til Rivninger. I Rigsraadet 1864 manede Birkedal Monrad til,
nu da „alle Sunde syntes lukkede*, at vende Blikket opad og
søge Danmarks Frelse derfra, men følte sig dybt forarget, da
Monrad hovedrystende svarede: „I saadanne timelige Ting kan
vi ikke stole paasaadant*. Birkedal følte sig nu mere end nogen-
sinde overtydet om, at Vennens lange politiske Virksomhed havde
„suget Kraften fra hans Tro*. Naturligvis maatte han ogsaa
ræddes over den ramme Pessimisme, der hos Monrad fulgte efter
Krigsaarets Lidelser og knuste Forhaabninger. Birkedal søgte ved
kærlige og indtrængende Ord at faa ham bort fra Beslutningen
om med hele sin Slægt at udvandre til Ny-Zeeland, men det var
forgæves, og tilsidst gav Monrad al sit syge Sinds Bitterhed Ud-
brud i det Ord, som Birkedal aldrig kunde glemme: „Det danske
Folk er et raaddent Folk, og ingen kan forlange af mig, at jeg
og mine skal staa Last og Brast med et saadant raaddent Folk!*
— Mellem Birkedal og Monrad brast Baandet dog aldrig, men det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
