Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - V. Stuckenberg: Af et Æventyrdigt. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og tungt de løvtætte Kroner kupler
det bladblanke Tag mod Middagens Sol,
mens Vinden vugger den blege Viol,
hvor Skyggen skovstille grubler.
Ensom staar Skoven, dyb og stille,
med frønnede Vindfælder gemt i sit Skød,
Mosbunden duger sig grøn og blød
og slører Siskenens Trille. —
Men Sletten ligger i Sol og lyser,
grøn, med blinkende Bladskæls Dun,
hvid af Bellis, og mosebrun
af Nellikerosens Kyser,
og Læriten højt over Sletten svirrer
og væver sin Kvidder i Solens Spind,
mens Slettens Græs, sovet halvvejs ind,
mod Solen og Lærken stirrer. —
Der ligger, hvor Skovens Stammer tavle
et Skyggenæs ud i Slettens Sol,
en lille Hytte, et lident Bol
med greneflettede Gavle.
I Slettens Græssø Gavlene vade,
høstoppet buler den lave Væg,
fra Taget hænger i filtret Skæg
Skovens brunede Blade.
Der sidder i Skyggen af Hyttevæggen
en ældet Mand, med lavgraa Haar
paa det nøgne Bryst, i en Pjalt der naar
fra Lænden og ned til Læggen;
Huden som Tagets Løv er brunet,
furet som Grenenes soltørre Bark,
Øjet graat som en taaget Mark
og Brynbuen sneblegt dunet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
