Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - V. Stuckenberg: Af et Æventyrdigt. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— „Lunt er herinde!8 hvisker hun ømt,
„ude det isnende Høstslud stænges!
selv har I sagt, jeg har Sommeren bundet,
— ikke da ved jeg, hvorefter I længes!* —
Og Esben tager Prinsessens Haand
og sidder med Øjet i hendes fæstet,
— „Aldrig jeg kendte saa saar en Kvide, —
stakket kun Eder Sommeren gæsted!
Tungt rinder Tiden for narret Gæk!
Prinsesse! Dis om min Sjæl laa tvundet
den Kveld I drog mig med Spil til Eder,
— aldrig haver i Sommeren bundet!* —
Prinsessen ser paa den solgule Skjold,
der staar med Gitterets Skygge tremmet,
og vipper med Foden, ser op paa Esben,
— „Og aldrig klang Eders Tale saa fremmed!
Skuffet I sidder, en narret Gæk!
ved I, Esben, nogen som ævned
at binde Sommerens levende Lykke,
naar Vintrens Sus gennem Skovene stævned?
Og dog skal I vide, at jeg den bandt,
bandt hvad Somren af Solguld spreder!
— kald Eder skuffet! jeg ejer Somren,
ejer den, Esben, i Eder;
Vaarens Dage var længst forbi
og Solen kølnet, dens Guldglød slukket!
ensom sad jeg, — da var det som Solen
atter op over Skovene dukked;
da var det som Vaaren atter mig tog
med Eders Arme, — skinnende hvælved
sig Himlen! og naar I taled,
Luften omkring mig af Sommer skælved.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
