Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - V. Stuckenberg: Af et Æventyrdigt. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Prinsessen sidder paa Bænken og ser
paa Esbens Vams, der brun sig føjer
om Ryggen, og taler saa til ham,
mens smidig hun frem sig bøjer.
— „Høsttomme Skove, nøgne Skove
ved jeg langs Aaen gærdes;
bort den rinder i Tavshed og Nat,
der er koldt og dødt, hvor den færdes.* —
— „Koldt og dødt! — I fejler saa vist!
fra Trætoppen skræpper i Søvne Raagen,
og nede mellem de sortnende Stammer
pusler Natten hviskende vaagen.
Aldrig saa jeg en Skov i Blund, —
døde sig Slottets Mure spænder,
Skoven derude lever og suser,
— lidet til Aaen I kender!* —
— „Længes I?“ hvisker Prinsessen blegt,
og Esben vender sig langsomt fra Ruden
og ser imod Gulvet, „længes I, Esben?
I faar vel leve Skoven foruden.
Lad rinde Aaen, hvor hen den vil!
lad Natten sort under Stammerne spindes!
sæt Eder hos mig! — falder det tungt
Løftet, I gav mig, at mindes?* —
Og Esben hæver fra Gulvet sit Blik
og ser paa Prinsessen stille,
„Løftet jeg gav jer! — aa nej, Prinsesse!
aldrig tør jeg ved Eder mig skille!* —
— „Saa sæt Eder hos mig! sæt Eder hid!
fortæl mig, Esben, hvad Sorg I maa lide!*
beder Prinsessen, og Esben kommer
og sætter sig tavs ved Prinsessens Side.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
