Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Skuespiller Elith Reumert: Under Julies Altan. Et Billede fra Teaterlivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
el mægtigt Indhold, en Rigdom paa store Tanker, paa dybe
Følelser og stærke Handlinger, som Livet udenom ham kun kendte
i en fortyndet og udvandet Skikkelse, — og i denne underfulde
Verden var Skuespillerne Indbyggere — i den var det værd at
leve! Skuespiller vilde han være, — maatte han være!
Skuespillerne blev hans Helte.
Lærerne i Skolen, til hvem han med Drengens Ærbødighed
og Beundring havde set op som til højere Væsner, tabte en Del
af deres Glans, — de forekom ham nu højst menneskelige og saa
lidt heltemæssige, at han snarere følte en Art Medlidenhed med
disse Stakler, der huggede aandeligt Pindebrænde Dag efter Dag
og var fordømte til Aar efter Aar at gentage de samme, bestandig
tilbagevendende Tanker, der hos de fleste af dem i Tidens Løb
var stivnede i en Form, der udelukkede ethvert frisk Pust fra den
Aandens Luftning, der paa Teatret slog ham i Møde, hver Gang
Tæppet gik op for den oplyste Scene, hvorfra Skuespillerne i
prægtige Klædebon talte skønne Ord under Tilskuemes aandeløse
Tavshed.
Alt dette tænkte han, ubestemt og vagt, som en Dreng
tænker om Ting, der ligger over hans Ævne.
Skolen forekom ham nu som en Tvang, — som en lang
Omvej til det Maal, han havde sat sig. Han vidste vel nok, at
Kundskab var god for enhver; og maatte han blot slippe indenfor
Helligdommen, skulde han ikke heller forsømme at læse og læse
og lære og lære, — men Tanken om, at det skulde vare Aar
endnu, før Helligdommens Dør skulde oplades for ham, var ham
uudholdelig.
Med trælsomt Slid, med sin Sjæl paa ganske andre Veje,
gik han da Skolens Klasser igennem og fik omsider sit akademiske
Borgerbrev i Lommen, og straks den næste Dag aflagde han den
fastsatte Prøve paa Teatret som Shakespeares Romeo, Elskeren
for alle Elskere, den brændende Attraas, det fantastiske Sværmeris,
den blinde Hengivelses levendegjorte Idé.
Han stod som i Drømme paa den store Scene. Foran ham
i mystisk Mørke laa den mægtige Tilskuerplads, hvor han havde
siddet saa mange Gange som en Troende i Templet og følt sit
Hjærte banke højt af Længsel efter at komme paa den anden
Side af Rampen blandt Templets indviede Præster.
Nu stod han ved sine Ønskers Maal og — hvem vidste
det! — maaske længere derfra end nogensinde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
