Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
man. at hans Stil var udarbejdet ikke blot i Retning af det gammeldags
snørklede, til at være Udtryk for en nysgerrig Kunstnersjæls lette Spot, men-
ogsaa i Retning af det gammeldags ubehjælpsomme, saa den kunde tjæne til
Udtryk for Sympati med det hyper-naive. Der stak aåbenbart i Ironikeren et
stort Stykke af en sværmerisk Præ-Rafaelit. Denne Kombination er meget
modem. Virtuoser higer mod den ikke-opstadsede Natur; men af Mistro mod
Frasen (som de lænker sig er altid og helt igennem forløjet) jages deres
Sympati — forbi det udvoksne, dannede Ord — tilbage til den ufærdige Lallen.
Saaledes omtrent var Indtrykket af Voldemars Bog. Og det Indtryk
kan hjælpe til Forstaaelse af hans Skuespil samt af dets Skæbne (der ikke blev
aaa god, som det bedste i Stykket berettigede til).
Næsten hvert enkelt Optrin var interessant, flere af Optrinene endog
overordentligt virkningsfulde. Vægter-Kommersen og Slagsmaalet paa det mørke
Torv, Peblingenes Løben Current, Maaltidet i det velhavende Borgerhjem,
Drikkelaget, Heksens Besværgelses-Scene holdt sandelig Maal med de kuriøseste
Seener, man nu til Dags ser i Teatrene. Særlig Drikkelaget blev (ved et
ypperligt Spil og en ypperlig Iscenesættelse) til et lille Kunstværk i Rang med
de store gamle hollandske Maleres Genrebilleder. Og alligevel — reves Til-
stneme ikke hen! Der kom ligesom døde Rum mellem de fortræffelige Enkeltheder,
Stykket virkede som et Aggregat af Scener mer end som en levende Organisme.
Man har troet, det kom af den — tilsyneladende næsten villede — Naivetet,
hvormed Intrigen blev ført. Ti naar Forfatteren havde f. Eks. Brug for en
Person til et vist Tidspunkt, tog han det rigtignok ikke smaaligt med, om det
nu ogsaa var rimeligt, at Personen mødte: han lod ham møde. Den Slags
smaa Ubehjælpsomheder eller Vilkaarligheder har dog kun lidt eller ingenting
at sige i Teatret Tilskuere er anderledes lettroende end Læsere, og de faar
da for øvrig heller ikke Tid til at besinde sig. Det eneste scenisk farefulde
Punkt i den tekniske Uskyldighedstilstand indtraf, da Skurken i Stykket vilde
have en drukken Kvindejæger overtalt til at operere med en vitterlig falsk
Veksel. Kvindejægerens medfødte Bekvemhed eller Ubekvemhed til saadan
Sport var fuldstændig uoplyst; og altsaa maatte Forfatteren lade de to Mænd
føre en Diskurs paa 13 trykte Sider, de maatte veksle 77 Repliker (et lille
Fjærdingaar i Teatret!), før de blev enige! Dog, ogsaa den Buk vilde Publikum
være kommet over i Spring, hvis Stykket ellers havde grebet, det vil sige: hvis
dets Plan ikke havde været splidagtig, hvis Dobbeltsidetheden i Forfatterens
Temperament ikke havde været.
Se engang, hvad for et Mesterspil Ironikeren i Voldemar havde beredt
sig til at spille! Han lader Skuespillet begynde og slutte med Heksen. Og han
gør denne Heks til en ussel, smaatskaaren, grisk og lysten gammel Kvind’,
som ved længe at drive sin Spaa-Geschæft har fattet næsten en ængstelig Tro
paa, at hun virkelig har overnaturlig Magt, medens hun dog samtidig lever i
vfld Frygt for den simpleste Politibetjænt. Til dette fattige Sammensurium af
forkrøblede Tanker søger Bogens Skønjomfruer i deres Hjærtens Nød! Af dette
stakkels Fjog forventer Stadens mest ansete Borgere en Hjælp, som ikke
Retten, ikke Kongen kan skaffe dem! Ti netop en brav Mand skal søge hende.
Rige Gregers Lurck er bred og gemytlig og godlidende, lidt buldrende stor paa
det, naar hans Kone og Barn ikke gør ham til Vilje, selvtillidsfuld, ellers fred-
sommelig, en Smule fejg, loyal, gudfrygtig til Husbehov, troende paa alt, hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
