Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det bør sig en honnet og sat Mand at tro paa, kort sagt, en dansk, en køben-
havnsk Type. Men da han kommer i Betryk, gaar han, „i Guds Navn*, for at
besværge Djævlen! Kan ikke det give en artig Komedje om ,Menneskens Børn
deres Daarlighed* — og med dybt Perspektiv, helt ind over vore egne Dage?
Den ironiske Voldemar lader Gregers være gode Venner med Politidirektøren,
Gregers skal ikke lide Fortræd for sit Besøg hos Heksen: altsaa, tænker vi os,
vil dette beroligende Venskabsforhold straks blive dokumenteret paa Scenen, vi
vil faa at se Gregers’ Omgivelser levende og aandende i samme Forestillings-
kreds som han, alt vil blive lagt til Rette, saa vi Tilskuere med et uforstyrret
spodsk Smil kan følge den gode Gregers Lurck (alias: os selv!) gennem hans
Livs Ælte. — Men forinden noget af dette sker, har den sentimentale
Voldemar lagt sig imellem med sin Kulsvier-Tro til det Hyper-Naive. Han
forlanger forherliget som Hovedfigur en ung Studentmagersvend, som, naar han
hører et fremmed Pigebarn om Natten paa Gaden afvise en Svirebroders Til-
bud, øjeblikkelig, uden Undersøgelse, vil .gladelig dø Døden* paa, at hun er
kysk! Og sammen med denne Pintselilje af et Mandfolk skal der stilles en
Noli-me-tangere af en Købmandsdatter fra Kristian IV’s Tid, som, om en Frier
lover at klæde hende i Guld og Diamanter, støder ham med Afsky fra sig.
fordi, siger hun, Frieren begegner hende som en Købemø! Men først og sidst
skal der skaffes Plads til en Kærligheds-Scene, hvor hin Student og hin Mø
føres sammen af et ubehjælpsomt gammelt Vers: den præ-rafaelitiske Poesis
Apoteose!1).–––Skuespillet, som det kom til Verden, blev da et Kompromis
mellem Ild og Vand og hverken hugget eller stukket Snart er den over af
Maade beundrede Student, snart Gregers, snart igen hans sirede Datter Hoved-
figuren. Tilskueren faar ikke Ro til at interessere sig ordenligt for nogen af
Personerne. Og den gode Spas, der kunde være blevet af Gregers Lurcks
Gang til Kanossa, in casu til Heksen, fordærves En ganske ved, at (naturligvis)
Intrigen bliver ført saaledes, saa den uovertræffelige Student redder sin til-
kommende Svigerfader. Studenten .stormer* (!1 ind tilsidst — i Heksens lille
Kammer — og afslører det hele.
Stykket blev godt, stundum rigtig godt spillet. Olaf Poulsen var for-
trinlig. hvor det brutale kommer op i Gregers, og Frk. Anthonsen ikke mindre
fortræffelig, naar hun udtrykte Heksens Benauethed gennem en underlig vidløs
Mumlen. Hele 4de Akt indtil den store Besværgelses-Scene var en sjældent ære-
fuld Præstation. Hos alle de spillende var der endelig en lykkelig Bestræbelse
efter at give karakteriserende Skuespilkunst og ikke deklamatorisk Kunst Endog
Fru Oda Nielsen havde brudt overtvært med Deklamationen og bestræbte sig,
*) Verset (af Rimkrøniken) skildrer, hvorledes Adam i Paradis ser Eva æde af Æblet. Han
bliver baadø bleg og rød, ti han véd, at det Bid volder Døden. Et Øjeblik betænker
han sig; saa hedder det:
„Adam saa’, med naturligt Skel,
hun var fortabt (det vidste han vel)
og alle Kvindfolk med hende.
Han ynked 9ig over den arme Mø,
med hende vilde han falde og de,
han bed i Æblet . . .
Tanken er smuk, men hvor ufærdigt et Udtryk har den ikke faaet!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
