Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. V. Vedel: Nicolaus Lenau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gravitation til Ulykken. Schwab har en Gang fortalt om en vanvittig.
Han vilde helbrede ham og gik langsomt og forsigtig hans fikse
Ide ind paa Livet. Den ulykkeliges Forstand fulgte ham virkelig
gennem alle Præmisserne, men da han endelig stod ved Konklusionen
og skulde indse sin Indbildning, da studsede Galskabens Dæmon
pludselig, mærkede, man gik den paa Livet, og sprang trodsig til
Side. En saadan Dæmon tror jeg, jeg huser.* Anelsen om at skulle
blive sindssyg har sikkert trykket og ængstet Lenau. Han legede
altid med Vanvid og forestilte det med skrækkelig Natursandhed.
Og han tilstod flere Gange at have haft smaa Anfald af Forvirring,
men som han skjulte og kæmpede ned.
Det for hans Liv afgørende Forhold er det til Sofie, gift
med en Embedsmand v. Löwenthal i Wien. Fra 1833 til 44,
Vanvidsaaret, fortsattes Forholdet; efter hver Udflugt til Stuttgart
og Heidelberg vendte Lenau tilbage til sin Veninde og fulgte hende
om Sommeren til Badestedet Ischl. Hendes Breve har Lenau
brændt; hans er udleverede i Fragmenter. Forholdet har vistnok
været saa nært, det kan være, men fuldt af Utilfredsstillelse, Nag
og Svingninger. I sin Sindssyge bebrejdede han Sofie, at hun
havde dannet sig efter franske Manerer, og erklærede, at de begge
havde overtraadt „Sædeloven*; men da han saa’ Platos Byste
udbrød han: „det er ham, der har opfundet den dumme (platoniske)
Kærlighed*. Hvor lidenskabeligt Forholdet var, viser Udtrykkene,
da han tænker paa at gifte sig med en anden. Han skriver: „Er De
ulykkelig, saa vil jeg dø______Der maa findes en Udvej, hvorved
intet Hjærte behøver at knækkes.* Digte fortæller om al den
Smærte, Forholdet affødte. I det gribende Digt: „Ak! var du
min, ja! da var Livet skønt* hedder det: „Utak gør godt og hver
en Jordens Smærte, — ja! mine Venner skrinlagt, Lig ved Lig, —
er ringe Kummer, naar jeg tænker paa — den Ve, at jeg dig
aldrig skal besidde.* I den dystre stjærneløse Nat gaa de tavse
sammen i Haven: „og da vi maatte skilles — og jeg God Nat!
dig bød — da ønsked jeg i Hjærtet — sorgfuld os begge Død*.
Andre Gange bebrejder han hende, mistænksom og stolt, at hun
leger med ham: „O vov ikke at spøge med mig; for Spøg indgik
jeg intet Forhold.* Imidlertid: Forbindelsen har ogsaa bidraget til
noget at fæstne Lenaus Liv, skabe — siger han — „i mit flakkende Liv
en Slags Hjemlighed*. Og han erklærede hende for sin Ligemand i
alt. „Hun er mere end George Sand. “ „Jeg tænker aldrig uden Glæde
paa Deres stille, faste Vandel.* I et Digt tilegner han hende al sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
