Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. V. Vedel: Nicolaus Lenau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digten: »Din er min Sjæl, dens Smærte din alene — og alle
Olæder dine, som den fylder. — Din hele Skoven er med alle
Orene — med alle Blomsters, alle Sanges Mylder.*
Men i Stedet for dette oprivende Forhold trængte han til et
fredeligt Hjem. 42 Aar gammel vinder han en ung Frankfurter-
piges Hjærte. Nu eller aldrig! følte han. Febrilsk overdøver han
alle Tvivl og skynder paa Bryllup. Selv iler han til Sofie: »Hvis
De ønsker det, gifter jeg mig ikke, men saa skyder jeg mig.*
Da de skiltes efter hæftige Scener, udbrød hun: »En af os maa
blive vanvittig.* 2 Maaneder efter var han det: han kunde ikke
komme ud over Bruddets Tvivl. Det ene af Benene vil til
Frankfurt — sagde han — det andet til Wien. Som sindssyg
taalte han ej at se Sofie; han befalede at tage hendes Billede
ned fra Væggen, men angrede saa i det samme og bad: »Skaan
hende, hun har tolv Aar igennem været mit Livs Lykke.*
4.
Der er mere i Lenau, i hans Sjæl og hans Digt, end
-disse lyriske Følelser og vage Stemninger: der er et frit Blik,
som ser sig ud i Verden, en alvorlig Forstand, som tager sig
Samfundets og Tilværelsens tunge Spørgsmaal nær.
Der er noget af en Verdensmand i Lenau; han har Faderens,
den ungarske Adelsmands fornemme Verdslighed. Livets Luksus
og Bekvemmelighed er han meget hengiven til, og han hører
egentlig kun halvt hjemme i de smaaborgerlige, schwabiske Digter-
kredse. Med ægte Adelsaand foragter han Dagstrævet. Han kan
ej lide i Wurtemberg at se Naturen udnyttet til sidste Hvid.
Mennesket forekommer ham her en paatrængende Betler overfor
Naturen. „Se kære gamle, dér taler igen Ungareren ud af mig.
Der er dog noget ædelt i den Skødesløshed, hvormed Panonniens
Bonde kaster sit Korn i den flade Fure og affærdiger sin Vinstok
med et Par Snit og saa ubekymret gaar hjem og ryger Tobak.*
Selv kunde han — trods Pengebekymringer — ikke bekvemme sig
til at søge Levevej.
Men der er megen praktisk og verdslig Fornuft i ham.
Vennerne forundre sig under Tilberedelserne til Amerikarejsen over
hans sunde, praktiske Sans. Hans Dom over Amerika viser Verdens-
kenderens rigtige Blik, han samler sit Indtryk af Kulturen derovre
i Udtrykket: „Bodenlosigkeit*. Derfor har han ogsaa — i Mod-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
