Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Holger Drachmann: Nürnberg-Nürnberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirker, de krumme Gader, de snævre Gyder, Springvandene —
Poesien.
Poesien! Man synes, naar man er i Wien — i Berlin — i
København — ligegyldigt hvor man er, blot at man er i Længsel
dér hvor man er–––-man synes, at der saa naturligt i Hjærtet
af Tyskland maa ligge en gammel, middelalderlig By med under-
lige Huse og med stille Mennesker — en Torneroses By, hvor
Arkitekturen selv er Livet, det svundne, det forbigangne — og
at dette Liv kundgør sig paa en egen, mystisk Maade gennem
Springvandenes Rislen og Piasken i den stille Nattetime ... og at
dér er Poesien!
Intet Under at man kan tænke sligt. Europas Hoved-
stæder — hvad enten de mønstrer Millioner eller Hundredtusender
— hvor ens er de ikke! hvor trættende og hvor trætte!
Saa giver man efter for Længslen — og man kommer til
den gamle By Nurnberg. Om man har været der før, eller man
kun kender den gennem Læsning, Billeder, Fortælling: man skuffes
ikke — man er med ét Slag sat Aarhundreder tilbage — Mellem-
leddene er sprunget over — man ser Hans Sachs træde ud af sin
Gyde, Albrecht Diirer ud af sit Hus; man ser Peter Vischer
arbejdende med de fem Sønner paa det uendelige Helgenskrin,
Adam Krafft paa sin Gravlægning; man overværer Mestersangernes
„zunftige“ Væddestrid — og man er inde i Laugenes blodige
Fejder med „Patricierne”. Snart synes Staden en eneste blomst-
rende Kunstanstalt — i Fredens Ly af de rige Kræmmeres Pung
og Pragtlyst — og snart er det Blod og atter Blod, der skyller
gennem de underjordiske Gange fra Borgen til Raadhuset og
munder ud i den gulbrune Pegnitz — hvorover „Skarpretterbroens”
mørke Bue hvælver sig.
At dette Blod kunde tappes saa livligt — og Kræfterne dog
være tilstede i Overmaal; at denne Trodsighed i Viljen og Sejghed
i Fliden kunde parres med Gemyttets Inderlighed og Sjælens
Naivitet; at den raaeste Intolerance pludseligt kunde vige for en
Humor, forfriskende saa at vore Dages Vittighedsmagere maa for-
stumme; at den snævre Spidsborgerlighed husede en Begejstring,
som laante Arkitektur og Skulptur, Gravstikken og Radérenaalen
Vinger; at denne By ser ud, som om et Samfund af Kunstnere havde
indrettet sig den til Beboelse — og ikke som om rige Kræmmere og
velstaaende Haandværkere havde taget Kunsten i deres Brød, da
det gjaldt at udstyre deres Varelagere og Værksteder — det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
