Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Holger Drachmann: Nürnberg-Nürnberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
man muligvis elske hinanden — som fuldkomnere Væsner, bedre,
skønnere — derovre paa den „anden Side“, i det dunkle Land?
Pludseligt forstummer Broncemanden. Det er som sank
han noget med Besvær — det er som om han hulkede, eller suk-
kede — og atter risler det blinkende Element, og han staar dér
og nynner under sin bredskyggede Hat.
Han har ligesom set paa sig selv — set ovenfra paa sig
selv og paa det hele. Et godlidende Lune har krydset den bob-
lende Strøm. Og er dit Øre lint nok, saa kan du fornemme
Nuancen i hans Tekst og Melodi: Kærligheden, dens vaarlige
Sorger og dens sommerlige Hede, dens Vækst og dens Høst — det
er vel nok det, hvorpaa det hele kommer an — bundet som den er til
Love i selve Legemets idelige og idelige Omskiftelse. Men der er
Kærlighed over Kærlighed, Haab over Haab — og til syvende og
sidst er hver Vise god for sig, den bedrøvede og den frejdige;
men den frejdige er den stærkeste.
Skulde nu „das Gänsemännchen* have Ret? — et lille
Springvand bag den gothiske Fruekirke, et ret tarveligt og ret
pudsigt Kunstværk forestillende en Mandsling, der er kommen ind
fra Landet med et Par Gæs under Armen. Fra Gæssenes Næb
gyder det blinkende Element sig med en snurrende Lyd — en
Bondevise om Kærlighed og Kildevand, der gærne vilde sammen
men kom tilkort overfor Levebrødet, det daglige!
En plat Vise — man kan ogsaa tage lidt for frejdig-massivt
paa Tingene. Nej „der schöne Brunnen* — det pragtfulde gothiske
Monument bygget af Heinrich dem Balier i det fjortende Aar-
hundrede — dér hørte jeg den skønneste, den alvorligste Sang.
Og det var en Midnat ved Maaneskin, da jeg vandrede op til
Borgen.
Det var Visen om Poesien, som man længtes efter; maaske
Visen om selve det gamle Nurnberg––-og da man saa kom til
den gamle, middelalderlige By — saa satte Poesien i fuldt Firspring
over Mure og Grave — ud i den frie grønne Skov blandt Stimænd,
Røvere og Lansknægte.
Midnat og Maaneskin. Den lune Luft fra om Eftermiddagen
var ikke stivnet til Kulde endnu. Der laa Vaardrag over den
sovende By; Maanen stod højt paa Himlen, og „der schöne Brunnen*
strakte sin Pyramideskygge pegende hen ad den stejle Gade, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
