Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Holger Drachmann: Nürnberg-Nürnberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fører op til Borgen, Nfimbergs Kærne og faste Plads, Kulminationen
af den maleriske Trolddom, Sagn og Æventyrlighed, Digt og
Historie.
Er der endnu i Europa levnet noget, som kan kaldes Mid-
delalderen, saa er det denne Borg; og er der endnu „Poesi* —
saa maa den vel findes her.
En vidtløftig Kompleks af Bygninger paa en Sandstensklippe
det borggrevelige Hus for sig — og den gamle Kejserborg for sig.
Borggreverne i idelige Fejder med Kejser og med By; snart har
Byen „Borgen* inde — med opredte Gæstesænge for de kejserlige
Besøg — og saa forskanser Borggreverne sig knurrende i deres
„faste Hus“ — og dér findes Jærn-Jomfruen med sit Favnetag
beredt for Kættere og Højforrædere.
Hvem hitter ud af den historiske Forvirring i disse uende-
lige Fejder — med Rettigheder og Anmasselser, Juristeri, Processer,
Lansknægte, Bødler og Tortur? Det er som om Arkitekturen
selv paa denne Sandstensklippe leger Blindebuk med den Fremmede.
Intet er nyt heroppe — alt er gammelt; men hvad er det ældste?
Alt er haardt og trodsigt — sprængt ud i og muret op af den
bløde Sandstensklippe. Det ene skumle Taarn synes at true ad
det andet — og hvilket er det skumleste? Sagn og Krønike har
dyppet deres Pen dybt — i Blod mer’ end i Blæk — og malet
Hieroglyfer over disse Mure. At læse Skriften er ensbetydende med
at gyse. Vore moderne Nerver er ikke stærke nok — men de
var stærke, de gamle Hohenstaufere, Konrad og Frederik Barba-
rossa — og de gamle borggrevelige Hohenzollere var heller ikke
Sinker.
Blot Nævnelsen af et saadant Navn — Frederik Rødskæg —
giver mere Anskuelighed end Bunker af Beskrivelse. Det lyder
for os som „Holger Danske* — og med ét Slag er man sprunget
de syv, otte hundred Aar tilbage i fantastisk Barbari. Hvad mere
er, man staar midt i sin egen Ynglinge-Fantasi — man er ganske
grøn — man tror at Holger Danske sidder i Kronborgs Kælder
med Skægget fastgroet til Stenbordet.
Og nu forekommer det hele en saa naturligt, saa gysende
forstaaeligt. Dér i den indre Borggaard staar det gamle Lindetræ
— sammenholdt af Jæmbaand — plantet af Dronning Kunigunde.
Træet og Dronningen er sine gode otte hundred Aar gamle —
man tvivler ikke i ringeste Maade. Og dér hvor Træet blev plantet
— og hvor mangen en Sangfugl om Sommeren har sunget for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
