Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Holger Drachmann: Nürnberg-Nürnberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men man drømmer om den Saligheds Urt, hvis Duft stiger berusende
mod Himlen over alt det størknede Blod, som gøder Jorden.
Derfor bygger man Kirker, derfor smykker man dem og
Byen med Kunstværker; derfor holder man sit Privathus i Ære,
flytter ikke omkring i de hundrede Lejekaserner. Derfor er Byen
en Fantasi, talløse gode Indfald bag de stærke Mure, de faste
Taame, de dybe Grave, som omgærder den. Og Mure og Taame
siger dette: vi vil slaas for vor By; den er vort Kød og Blod; vi
vil give vort Blod for den!
Og saa elsker man.
Se paa denne unge slanke, spænstige Kvinde, bleg som
Sagnet selv, men ikke bleg som Blodløsheden; Byens ægte Barn,
som fulgte og maatte følge Ridder Eppelin — hvor fortvivlet
hans Veje endogsaa kunde være!
Og tænk paa hendes sidste Ridt med hans afsjælede,
martrede Legeme — den Morgen, da de Nurnberger Kirkeklokker
ringede Ottesangens Velsignelse efter Parret!
Kunde det nytte at komme rejsende til den gamle, middel-
alderlige By med sin Stump Viden paa rede Haand — maabe
paa Bygninger — falde i Staver af Henrykkelse — og saa sige:
det er en højst malerisk og poetisk By — nu kan vi den?
For mig vilde Hans Sachs og Mestersangere og Albrecht
Durer og Arkitektur og det hele være en højst interessant men
ganske lukket Bog — hvis jeg ikke hin Nat havde hørt Spring-
vandets melodiske Rislen — og var steget op til Borgen — og
dér havde set den unge Kvindeskikkelses Skygge komme glidende
ud af Maaneskæret. Med Et gik Middelalderen op for mig —
som et Mysterium af Blod, der rinder, uden at svække eller ud-
marve Livet — strømmende Hjærteblod, der giver det bedste —
giver „indtil Døden* — og endda har Livskraft nok til at færdes
som Sagn helt ned gennem Slægterne.
Kærlighed indtil Døden — og udover den; Begejstring for
Livets mangehaande Opgaver — uden den lamslaaende Refleksion
og den Kritik, der kan sønderdele et Kunstværk men aldrig bliver
Kunstværk selv. Den frejdige Livsglæde, der kun fordrer Dagen
af Vejen — men til Gengæld kan gaa saa dybt i Følelsen, at den
rækker Døden Haanden dernede paa Bunden! Mon det ikke er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
