Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som Hamlet i sin Tid bemærkede, ikke „i sig selv* et Fængsel. .Ogsaa dér
kan der være højt til Himlen, som der ude i den store Verden kan være lavt
til Loftet: man har det overalt, som man strækker sig til. Nu syder og bobler
Stykkets unge Frue i en Ravnekrog; men i København, Paris, Ny-York vilde
bun ogsaa have sydet og skudt grimme blaser, blot en anden Slags Blaser.
Ti for alt ungt Blods vejløse Længsel er der kun tre Udveje: enten al spise
sig sløv, eller at blære og boble, eller at sammenslutte sig til stærkt personligt
Arbejde for noget eller nogen. Naa, alt det er Trivialiteter! Men der er
alligevel i den Trivialitet som en Smule Livslilosofi, som en Synsvinkel, hvor-
under man stundum kan maale Menneskene og deres Stemninger. Og saadan
en Synsvinkel tænkte Romantikerne, naar de talte om .ironien*, og Zola, naar
\ian sagde, at Virkeligheden skulde ses gjennem et Temperament. Det er næsten-
dels den, der skiller mellem en dramatisk Faiseur og en dramatisk Digter.
Imidlertid — Stykket bliver jo nu, som det er. Og det er da paa en
Maade heller ikke egentlig selve Stykkerne, som sysselsætter Teaterkritiken.
Den befatter sig mere med, hvad Opførelsen gør ud af et Stykke: om Teatret
faar tydeligt de Livsbilleder frem, som er tegnet i Teksten, eller om Teatret
maaske omformer og forrykker Billedet ... I og for sig blev i alt Fald tre af
,1 Ravnekrogens* Figurer spillet aldeles fortræffeligt paa den kgL Scene. Og
alligevel gjorde Stykket næppe det tilsigtede Indtryk, det kunde vist have
vundet ved en andeu Udførelse. Det er overhovedet en Iagttagelse, man gjør
nu til Dags næsten ved hver Fremstilling af et moderne Arbejde, at Skuespil-
lerne træder næsten aldrig nøjagtigt i Forfatterens Fodspor. Samtidig med at
Forfatterne begyndte at individualisere deres Figurer skarpere og skarpere,
synes Skuespillerne at have mistet Ævnen til at omskabe mangfoldigt deres
egen Individualitet.
Naar man taler om Forrykkelse af Tekstens Billed, vil vist enhver, der
har set ,1 Ravnekrogen*, straks lænke paa Hr. Olaf Poulsen. Han spillede en
episodisk Figur, .Agent og Købmand Sørensen*. Han var morsom og karak-
teristisk; den sidste, vanskelige Scene, hvor Slukøretheden over Kæltringen og
Tab skal dækkes bag forceret flov Familiaritet, gav han med ligefrem forbløf-
fende Kunst. Men en Agent-belitlet Mand hører da til Provinsens fine Lag; og
Hr. Poulsen fremstillede Manden som en Slags Kreatur-Høker, en socialt infe-
riør og simpel Personage! Ja med Forlov: det var netop ogsaa det, Hr. Poulsen
skulde. Hvis man vil slaa efter i den trykte Tekst, skal man se, at Hr. Se-
rersen overalt taler og optræder som og behandles som og lader sig behandle
som en Art Spurv i Tranedans. En Mand, der virkelig hørte til Selskabet,
kunde aldrig blive hundset eller lade sig hundse som han. Hr. Poulsen
spillede da saa at sige ikke Figurens Titel, men han — og ene han af de
optrædende! — spillede til Fuldkommenhed selve Stykkets Figur.
Foruden Ægteparret staar en Overretssagfører og en Fru Kiærschou
fremme i første Plan. Hr. Reumert sagde Sagførerens Repliker med beundrings-
værdig, formelig Hultmannsk Aplomb; om han imidlertid ikke gjorde Videt lidt
for bevidst og Figuren lidt for monoton, uden Overgange i Følelseslivet, faar at
staa hen. Det synes f. Eks., som om samme Sagfører bliver lidt skinsyg paa
sin Ven i 1ste Akt (6te Scene og flg.); som om han siden hen kun affekterer
Kurmageri overfor Vennens Kone for at holde den unge Frue fra større Daar-
skaber; og som om alt dette skulde antydes for Tilskuerne. Imidlertid — for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
