Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stykkets indre Økonomi har Sagføreren ikke stor Betydning. Det er derimod
i høj Grad Tilfældet med Fru Kiærschou. Hun er en elegant Lona Hessel
(.Samfundets Støtter*). Hun kommer hjem fra Amerika rig og fin, men med
Bekkere Vaner (hun kører selv om Aftenen sin Kane), med friere og friskere
Livssyn, med hurtigere og bestemtere Handlekraft. Gennem Ravnekrogens
vamle Luft skal hun stryge som et roligt Drag af Luften derovre, hvor der er
stor Horisont; hun er Modsætningen, hvormed de andre skal maales. Tænk
Dem nu, hvad den Modsætning bliver til, naar Fru Oda Nielsen spiller Fi-
guren i, hvad man for Kortheds Skyld kan kalde: den melankolsk-blide
Pipfugl-Stil!
Endelig Ægteparret! Og først Dukke-Fruen, dette forkælede Barn fuldt
af Unoder, denne Uro, som længes efter Liv, Elskov, Glans, Fart, Interesser,
det altsammen og dog slet ingenting, og som slaar bagud ligesom en Kviekalv!
Fru Bloch holder Figuren overlegen over Omgivelserne og sikker. I 1ste Akt
forholdsvis, i Omvendelses-Scenen meget diskret og stilfærdig; endelig i de
mellemliggende Partier snarere spodsk end drillesyg, snarere irettesættende end
oprørsk. Alt det aldeles nydelig gjort, Replikerne følte og sagte med udmærket
illuderende Kraft! Men — var det ogsaa ganske Stykkets lille Frue? Der
tales i Bogen om hendes .muntre Latter*; hendes .larmende* Vassen frem-
hæves; hendes Optræden siges betinget af, at hun .vil forarge*. Man kunde
maaske tænke sig hende som en Slags ubetydeligere Tvillingsøster til den unge
Pige i ,De Unges Forbund*, hurtig, kaad, et af disse uregerlige Væsner, som
de fleste beundrende kalder ,et sødt Barn*, saa længe de blot er lidt uvorne,
og som netop derved faar Mod til lejlighedsvis at blive tølperagtige. Saadan
en lille Frue vilde gøre Stykket forstaaeligere; hos dét gode Hoved, som Fru
Bloch fremstiller, begriber man ikke ret, hverken den fuldstændige Ævneløshed
til at finde sig til Rette eller Forløbelserne. Det er ogsaa værd at se, at i
Selskabs-Optrinet, særlig med Amtmanden, hvor den unge Frue skal gøre
Skandale og vække skæbnesvanger Uvilje, dér maa Fru Bloch spille saa af-
dæmpet, saa man næsten ikke mærker den topmaalte Uartighed. Havde Fi-
guren været mere støjende anlagt, saa kunde den have tilladt sig stærkere Spil
her: og derved var et Vendepunkt i Handlingen blevet tydeligere.
Tilsidst Ægtemanden! Han er som sagt en Levemand, indbildsk, lad,
egoistisk, letsindig, først og sidst teatralsk, og det ikke blot overfor andre, men
overfor sig selv. Altid poserer han, halvt bevidst, halvt ubevidst. En nær
Slægtning af Konsul Bemik, kort sagt, og af Helmer og den mageløse Fotograf
i .Vildanden*! Man husker, hvor henrivende forsigtigt Hr. Emil Poulsen i sin
Tid karakteriserede samme Fotograf gennem Maske og Manerer. Lad det da
være nok at sige, at Ravnekrogens Figur karakteriseres af Hr. Zangenberg i
1ste Akt gennem en utrolig Uniform og senere hen ved et stateligt Skæg. Ja
og hvor Figuren skulde slibe en lille doven Middags-Skraber, lod Skuespilleren
den snorke, som om den skulde omstyrte et nyt Jeriko med sin Basune.
Men megen anden Karakteristik var der ikke.
Naturligvis kan et Skuespil godt .gøre Lykke*, til Trods for at Opfø-
relsen har forrykket Tekstens Mening. Et Teater-Publikum er altid nøjsomt.
Men de egentlige Karakter-Skuespil taaler dog kun daarligt Skuespillernes Fejl-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
