Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - N. Neergaard: Talleyrands Memoirer. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Les mortels sont égaux, ce n’est point la naissance,
C’est la seule vertu qui fait la différence.
Il est de ces esprits, favorisés des cieux
Qui sont tout par eux-mémes et rien par leurs aleux
Tel est 1’homine, en un mot, que j’ai choisi pour maltre;
Lui seul dans l’univers a mérité de l’étre;
Tout mortel å ses lois doit un jour obéir\
vendte alles Øjne sig mod Napoleon: det var ham alene, som
fyldte Scenen. Ligeledes var Bevægelsen stor, da Napoleon efter
Omars Replik:
„Au nom de conquérant et de triompbateur
D veut joindre le nom de pacificateur*
viste hvad Talleyrand træffende kalder „une émotion habile*, for
dermed at betegne, at han selv ansaa sit Livs egentlige Indhold
udtrykt i disse Ord. Højest naaede dog Virkningen af disse
Tilskuerpladsens Effekter, da Kejser Alexander en af de sidste
Teateraftener ved de Ord i Voltaires Ckdipe: „En stor Mands
Venskab er en Gudernes Gave* demonstrativt rejste sig og greb
Napoleons Haand.
Medens Kejseren, som det jo ogsaa laa i hans Plan, ret
meget negligerede de Fyrster, der var saa ivrige til at hylde ham,
var han derimod uudtømmelig i sine Opmærksomheder overfor dem
af Tysklands literære Berømtheder, som gjorde ham deres Op-
vartning. Napoleon yndede meget at tale om literære og histo-
riske Æmner og var ikke fri for at lægge slige Samtaler til
rette og at benytte sig af visse i Forvejen udformede Aand-
righeder. Talleyrand, hvis Blik altid var dobbelt skarpt, naar det
gjaldt at opdage Svagheder hos hans kejserlige Herre, noterer sig
visse Udtalelser om Tacitus’ Betydning som Historieskriver, om
Kristendommens Forhold til Hellenismen, m. m., som paafaldende
ofte kom igen i hans Samtaler. Af særlig Interesse er Napoleons
Samtale med Goethe, som Talleyrand nedskrev umiddelbart efter
at den bavde fundet Sted, og som han derfor mener at have
gengivet ganske ordret. Den viser Goethe i stoltere og mere op-
rejst Holdning overfor Magten end andre paa den Tid og bidrager
til at rense ham for den Beskyldning, hans Modstandere saa ofte
har udslynget imod ham for at være en „Fyrstetjæner*. Da
Napoleon begyndte med at betegne Goethe som „Tysklands første
Tragediedigter*, fortsattes Samtalen saaledes: „Sire, De gør vort
Land Uret; vi tror ogsaa at have vore store Mænd: Schiller,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
