Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - N. Neergaard: Talleyrands Memoirer. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og det gjaldt derfor om fra første Færd bestemt at afvise Tanken
om alt saadant.
I denne Aand var de Instruktioner skrevne, som Talleyrand
forelagde Ludvig XVIII inden sin Afrejse til Wien, og hele hans
Optræden under Kongressens Forhandlinger var i Overensstemmelse
dermed. Han, Direktoriets og Napoleons Udenrigsminister, var
forvandlet til Legitimitetens strængeste og ubøjeligste Forsvarer.
Da man foreslog ham at give efter i det sachsiske Spørgsmaal,
for at vinde Ruslands Støtte paa andre Omraader, specielt det
neapolitanske, afviste han det med urokkelig Strænghed: »De
foreslaar mig der", sagde han, »en Handel, som jeg ikke kan være
med til. Jeg er saa lykkelig ikke at være i saa utvungen en
Stilling som De: De ledes af Deres Ønsker og Deres Interesser;
jeg derimod er nødsaget til at følge bestemte Principer, og Prin-
ciper gaar ikke paa Akkord!"
Ved sin Ankomst til Wien kom Talleyrand snart under
Vejr med, at de fire Stormagter holdt separate Konferencer, med
den Hensigt at faa alt afgjort, inden den egentlige Kongres aabnedes.
Efter den oprindelige Bestemmelse skulde d. 1. Oktober have været
Aabningsdagen, men den blev skudt ud Uge efter Uge. Hermed
var naturligvis ikke alene Frankrig, men ogsaa de udelukkede
Magter af anden og tredje Rang misfornøjede, og Talleyrand be-
nyttede de første Uger til at sætte sig i Forbindelse med disse
Magters Repræsentanter og at overbevise dem om, at Frankrig
havde de samme Interesser som de: at Stormagterne ikke udvidedes
og at ogsaa de mindre Fyrsters legitime Rettigheder respekteredes.
De forstod, at Frankrig, som intet ønskede for sig selv, var villigt
til at være deres Fører og lod med Glæde Talleyrand tale paa deres
Vegne, naar han bestemt krævede Kongressens snarlige Aabning.
Formodentlig har Stormagterne ment at kunne lægge en Dæmper
paa ham ved at indbyde ham tilligemed Spaniens Repræsentant
til en af deres indledende Konferencer, men netop denne Lejlighed
benyttede han til bestemt at pointere sit Standpunkt: alle Magters
Deltagelse i Kongresarbejdet paa lige Fod og de legitime Fyrsters
Genindsættelse. Da Preussens Repræsentant, Hardenberg, i sin
Tale nævnede Ordet „de allierede Magter", slog Talleyrand ned
paa det, for én Gang for alle at lade forstaa, at Frankrig ikke
vilde finde sig i den Rolle, man tildelte det udenfor de besluttende
Magters Kreds. „Allierede", gentog han, „og mod hvem da? Det
kan ikke mere være mod Napoleon: han er paa Elba; det kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
