Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Museumsassistent H. C. Bering-Liisberg: Efteraarsbreve fra Skagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hele Engfloraen frodig i Vejret og blandes med Egepur, Bregner
og Lyng. Ænder, Gæs og den letfodede Hare fører her deres
idylliske Liv, mens Grævlingen holder til inde i Klitterne, hvorfra
man ogsaa, i stille Aftener, kan høre Rævens skarpe Gøen.
Sandet i Milen ligger i store Vidder hen som jævne, blødt-
bølgende Flader; ingen Marehalm skyder op her som i Klitterne
og yder Hold og Støtte for det fygende Sand, der lægger sig i
skarpe Fold og Kast omkring hvert enkelt Straa. Nu er alt blødt
og jævnt herinde — men kom her en Dag, naar Nord-Vesten staar
og lurer derude; det er stille endnu, saa jager pludselig et Vindstød
som Varsel om den kommende Storm ind over Milen! i et Nu er
Sandet oppe — snart er her slet ingen Flade, slet ingen Bund
mere — alt er et Kog, et sydende og boblende Væld af det fygende,
letbevægelige Sand. Og gaa saa paa en saadan Dag hen paa Østkanten
- hold dig for dine Øjnes og Lungers Skyld i ærbødig Afstand —
og se Sandet i dansende Hvirvel komme jagende ud over de bratte
imponerende Styrtninger mod Sydost; som en Fos styrter det fra
Milens høje skarpe Kant ned i Sænkningen — og føres saa efter
sin første vilde Fart i roligere Tempo ud over det flade Land.
Det er henad Aften. Vi har tilbragt det meste af Dagen
inde i Milen og staar nu atter paa Klithøjen ved Kanderenden og
kaster et sidste Blik tilbage paa den mægtige Sandbølge. Sol er
ved at gaa i Bjærge, og det store Hav der bag os sender sine
brasende Toner op som en Hymne til den dalende Sol. Dalstrøg
og Sænkninger ligger alt i Skumring, men over Æventyrlandet
derinde kaster Solen endnu sine gyldenrøde Straaler; Skyggerne
vokser og Solen daler — nu sluktes dens sidste Glød — Æventyrets
Land er forsvundet, og i Tavshed gaar vi hjem langs den brusende Sø. II.
II.
Grenen.
Det havde, som sagt, blæst stift af Syd-Vest i flere Døgn.
Vi sad en Aften i Kroen (ti Stedet er for hyggeligt og gammeldags
til at kaldes Hotel) — altsaa i Kroens Storstue, hvor de mange
Malerier paa Væggene minder om Kunstnerkoloniens glade Dage,
da Skagen endnu ikke var „opdaget* af det store Publikum.
Passiaren gik livlig, en havde et, en anden et andet at fortælle;
Saltvand var der i det altsammen, og udenfor hørtes Søens evindelige
37*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
