Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Museumsassistent H. C. Bering-Liisberg: Efteraarsbreve fra Skagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Larmen mod Landet. Træernes nøgne Grene slog af og til med
korte Knald paa Vinduesrudeme; oppe paa den dybe blaa Himmel
sejlede Fuldmaanen; af og til fortalte en hvidgraa Sky, som i
jagende Fart drev forbi, om at der var Luft i den derude —
da stak paa en Gang en Fisker sit skæggede Ansigt ind ad Døren
og mældte, at Vinden ret nyssen var sprunget om til Nord-Vest,
og at Piben snart vilde faa en anden Lyd. Hvor godt vi end
sad bænkede, var det dog altfor fristende at komme ud paa
Grenen i straalende Maaneskin og se Søen sætte op ude paa Revet.
1 en Fart i Støvlerne, Pjækkerten paa og Huen ned over Ørene,
en Snaps Rom paa Lærken, et Par Kiks i Lommen, Fyr paa
Piben og af Sted. Det tog Pusten fra os, da vi stak Næsen udenfor,
men med foroverbøjet Krop og faste Trin i Sandet vandt vi firm.
Det gamle Fyrtaarn stod som en kridhvid Søjle mod Nathimlen;
snart var det lagt bag, og vi satte Kurs over Heden efter Fyret,
der som en mægtig Lanterne højt oppe i Luften sendte sine
Straaler over Sø og Land. Telegrafstængerne viste Vej: en Smule
Sti, der snart løber ud i Sandet, snart atter lader sig skimte
mellem Lyng- og Græstuerne. Det gælder at komme lige paa
Gangbrædet — naturligvis en Vragstump — der fører over det
brede Vandløb. I den maanelyse Aften gaar det glat, vi klarer
uden Vanskelighed de mange Huller og Tuer, der ellers nok kunde
lægge Snarer for vore Fødder. Snart ere vi forbi Fyret og inde
mellem Klitterne. Hvor godt man end er kendt her, hvor mange
Gange man end har besøgt Stedet ved Dagens Lys, tror man sig
dog en Nat som denne hensat i et Trylleland. Afstandene for-
rykkes i det skuffende Maaneskin; Højderne synes at vokse i det
klare Lys, Dalene at blive dybere i Skyggernes Mørke. „Jomfru-
klitterne* staar som skære, hvide Kridtbjærge med alpeagtige, vilde
og forrevne Konturer. I Dalkedlens Bund — et fast Dække af
Strandsten — ses et Par dybe Hjulspor; vi følger dem, men kun
kort — de føre lige ind i Klittens Væg. Saa længe er det siden,
at Vognen drog sine Spor i Dalen, at alle disse Tusende Tons af
Sand har kunnet lægge sig over deres videre Vej! Den passer
godt med det hele feagtige, fantastiske i Sceneriet, den Tanke, at
disse Sandbjærge ere i stadig Bevægelse, uafladelig paa Vandring
fra deres vaade Vugge mod Nord til deres Grav i Kattegat mod Syd.
Her er Læ hernede; saa meget tydeligere høres Søens Brølen
og Dundren mod Havstokken. Og dog er her saa forunderlig stille;
enten det nu er, at Øret har vænnet sig til Lyden som til noget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
