Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Museumsassistent H. C. Bering-Liisberg: Efteraarsbreve fra Skagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der er uadskilleligt fra disse Steder, eller at den passer sammen
med Klitlinjemes alvorsfulde Rhytme, som et snart dæmpet, snart
alt overdøvende Akkompagnement til en simpel men gribende Tekst.
Hvilke Skygger vilde ikke drage ind gennem dette Dalstrøg, hvilke
Syner vilde ikke svæve frem, om man slog sig lidt til Ro hernede!
Om pludselig „Dødssejleren* med sin høje Agterstævn, sine lave
Master og brede Rejsning, dukkede op derhenne i Aabningen mod
Nord, hvor i Maanelysets Skær Søernes skumklædte Toppe vise
sig over Landet — det vilde slet ikke undre; en Skare mørke
Skikkelser glide frem, tavst snor sig gennem Klitdalen det sære
Tog; der bæres en Kiste, graves med flittige lydløse Hænder og
ned sænkes......En Haand lægger sig paa min Skulder: „Skal
vi saa gaa videre* siger Doktoren, „De maa ud og blæses igennem;
man skulde tro, De saa Spøgelser*.
Ud over Klitterne — den mellemste Række — ned og op
igen; nu staa vi paa den sidste.
Herfra løber „Grenen* under almindelige Forhold en 1500
Alen ud mpd Ost-Syd-Ost, en flad Strækning, der tilspidses som
et Fuglenæb. Langs den søndre Strand løber en’Kam, ubetydelig
højere, 3—4 Fod, end den øvrige Flade; selve Spidsen, hvor de to
Have mødes, bestaar af et mægtigt Lag af Rullesten, der fortsætter
sig udefter i Revet, det berygtede Skagens Rev, i gamle Dage de
søfarendes Skræk; 3 Kvartmil strækker det sig ud, snart i Syd-Ost
snart i Nord-Ost, alt efter Vindens og Strømmens Luner.
Under almindelige Forhold er det saaledes; men hvorfor
skulde noget være almindeligt en Nat som denne, hvor man, selv
bjærgtagen, ser alt som koglet ind i et Tryllevævs gøglende Spind.
Udsigten aabnes for vort Øje, efterhaanden som vi stige op ad
Klitten, tilsidst se vi frit ud — Landet er forsvundet! Den store
flade Sandørken er borte, sunken i Havets Skød, og Søen staar —
men mørk, hemmelighedsfuld og stille — over alt, helt op til
Klittens Fod. Med en underlig listende, sivende Lyd slikker det
op ad Sandet. Man føler sig fristet til at kaste en Sten derned,
for ved dens Plask at overtyde sig om, at dette virkelig er Vand,
saa utroligt forekommer det en, at derude i Havstokken kan Søen
bryde i titanisk Vælde, og her — saa kort derfra — staar den
saa stille som et Spejl. Dog, en Bevægelse er der, næsten uhyggelig;
den store Vandflade løfter sig og daler, uden Lyd, uden synlig
Aarsag, snart ses en hvid Sten i Sandet derhenne, snart dækkes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
