Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Ola Hansson: W. Garschin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Udenlandsrejse, Udsigt til en Gang at blive Professor, og andre af
denne Verdens Goder, forlader han Kunstnerbanen og hele den
glimrende Fremtid, som ventede ham paa denne, for i en Skole-
lærers fordringsløse Kald at gøre Nytte, om end i en yderst be-
grænset Sfære.
Alexei Petrowitsch („En Nat“) sidder om Natten paa sit
Kammer; foran ham paa Bordet ligger en Revolver. Foragt for
Menneskene og Foragt for sig selv har gjort Tilværelsen uudholdelig
for ham, og han vil ikke leve længere. Morgenen nærmer sig, og
den ensomme Mand staar beredt til at udføre sin Gerning, da
Lyden af en Kirkeklokke, som ringer til Ottesang, igennem Stil-
heden trænger ind til ham. „Klokken gjorde sin Virkning; den
mindede et forvildet Menneske om, at der udenfor hans personlige
indskrænkede Verden, der havde pint ham saa grænseløst og
drevet ham til Selvmord, dog endnu fandtes noget andet og mere.
Minderne strømme ind paa ham, han tager en liden mørkegrøn
Bog frem, i hvilken han læser gamle, velkendte Ord med Duft af
hans Barndom, og op fra hans gamle Menneskes Aske stiger et
nyt, en Fugl Fønix, hvis Vingeslag lyder som nye, bærende, livs-
svangre Tanker. „Der gives jo dog en Verden! Klokken har
paamindet mig om den. Da den lød, ihukom jeg Kirken, Folket,
de store Menneskemasser, mindedes jeg det virkelige Liv. Didben
gælder det at gaa, udenfor sig selv, der skal man elske. Som
Bam––––alt dette staar jo skrevet her––––: „Om I ikke
omvende eder og blive som Børn––––“. Han syntes, at han
forstod alt. „Véd jeg* hvad disse Ord betyder? At omvende sig
og blive som et Bam! Det vil sige, ikke altid at stille sig selv
forrest, at vriste ud af sit Hjærte denne væmmelige Afgud, dette
Misfoster med den store Magt, dette afskyelige Jeg, som gnaver
paa Sjælen lig en Orm og stedse fordrer ny Næring. Hvorfra
skal jeg nu faa en Sjæl? Du har jo alt fortæret min. Al min
Tid, al min Kraft har jeg viet din Tjæneste. Jeg har næret dig,
jeg har tilbedt dig; omendskøndt jeg hadede dig, har jeg alligevel
tilbedt dig og ofret dig alt det gode, som blev mig ta Del. Saa
langt er det kommet, takket være denne Tilbedelse! Saa langt,
saa langt —!“ Den ophobede, kunstlede Bitterhed mildnedes;
hans Taarer randt, lettede ham, han bluedes ikke over dem!
Hvem der end var kommen ind i dette Øjeblik, saa vilde han ej
have holdt dem tilbage, disse Taarer, der tog Hadet fra ham.
Han følte nu, at endnu var ikke alt opslugt af Afguden, som han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
