Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Ola Hansson: W. Garschin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Dag hørtes i Drivhuset et stærkt Knald. En grov Jæm-
stang var brusten. Klingrende faldt Glasskaarene til Jorden. Stolt
løftede Palmens grønne Krone sig over Glashvælvingen.
Det var langt hen paa Efteraaret, da Attaleas Krone
trængte ud igennem det knuste Glastag. Der faldt en fin Regn,
blandet med Sne; Blæsten jagede graa, sønderflængede, lavt hæng-
ende Skyer frem for sig. De syntes at ville omfavne Palmen.
Træerne havde allerede mistet deres Blade og saa ud som stygge
Lig. Kun Fyrren og Granen havde endnu deres mørkegrønne
Naale. Træerne saa vredt paa Palmen. „Du kommer til at fryse
ihjæl!* syntes de at ville sige til den. „Du véd ikke, hvad Frost
vil sige. Du kan ikke udholde den. Hvorfor er du trængt ud af
dit Drivhus ?“
Da forstod Attalea, at det var forbi med den. Den stiv-
nede af Rædsel. Skulde den krybe ind under sit Tag igen? Men
det lod sig ej længere gøre. Den maatte blive staaende i den
kolde Blæst, føle dens Stød og Snefnuggenes isnende Berøring, se
paa den graa Himmel og den karrige Natur.
Man savede Frihedshelten af langt nede ved Roden og
slæbte den ud i Baggaarden, hvor den snart laa halvt begravet
i Smuds og Sne.
Saa inderligt gennemsyrede af Altruismens Aand ere de
Mennesker, hvem Garschin har givet Kød af sit Kød, Ben af sine
Ben, Blod af sit Blod, at den følger dem ind i selve Vanviddet
og giver Farve til seive den Verden, som de skabe sig inden-
for Galehusets Vægge. Derom vidner den berømte Novelle „En
rød Valmue*. Den Ulykkelige, som Digteren her skildrer — hvem
det er, derom oplyser Garschins Biografi — „syntes at han be-
fandt sig i en Slags fortryllet Fekreds, i hvilken al jordisk Kraft
var samlet, og med overmodig Entusiasme ansaa han sig selv for
Midtpunktet i denne Kreds. Alle hans Kammerater paa Sindssyge-
anstalten havde forsamlet sig der for at udføre et Arbejde, hvorom
han havde den dunkle Forestilling, at det var en Stordaad, ved
hvilken alt ondt skulde udryddes af Verden.*
Hvorledes dette Værk skal gennemføres, véd han til en
Begyndelse ikke. Naar han spadserer i Hospitalets Have, føler
han en varm Overbevisning om, at „snart, snart skal Jærntrem-
meme splintres og Frihedens Sol staa op for alle disse Fordømte,
de skal ile med at prædike deres Lære i alle Lande, og Verden
skal rystes, afkaste det gamle Klædebon, som vansirer dens sande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
