Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Ola Hansson: W. Garschin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skikkelse, og fremstaa i ny, forædlet Skønhed." Men hvorledes,
paa hvilken Maade, med hvilke Midler?
Men saa ser han en Dag i Hospitalets Have tre Valmue-
planter af en ejendommelig Art; Blomsterne vare mindre end de
almindelige og udmærkede sig ved en usædvanlig højrød Farve.
Instinktivt har han henad Aften afbrækket den ene; da han saa
om Natten ligger søvnløs paa sit Leje, véd han hvorfor: han har
derved opfyldt en Pligt imod Menneskeheden. Fra det Øjeblik,
han opdagede den højrøde Valmue, anede han, hvori hans Mis-
sion bestod. I den straalende Blomst laa al Verdens Ondskab
samlet. „Det var, efter hans Opfattelse, ved den, at alt ondt
holdtes, i Live; den sugede det uskyldigt udgydte Blod i sig
(derfor var den saa rød), alle Taarer, al bitter Galde. Det var et
mystisk, gruopvækkende Væsen, Modsætningen til Gud, Ariman,
som havde antaget en ubetydelig og uskyldig Skikkelse. Den
maatte rives af fra sin Stængel og dræbes. Men ikke nok her-
med, — medens den kvaltes, var det nødvendigt, at den ikke fik
Lejlighed til at udgyde sit Onde i Verden. Det var derfor, han
gemte den ved sit Bryst. Til om Morgenen haabede han, at
Blomsten skulde have mistet al sin Kraft. Dens Ondskab vilde
søge sig Vej ind i hans Bryst, hans Sjæl, og der enten sejre eller
besejres — i første Tilfælde vilde han selv bukke under, dø, men
dø som en ærlig Stridsmand, som Menneskehedens ypperste, fordi
ingen før ham havde vovet at indlade sig i Kamp med al Verdens
Ondskab paa én Gang."
I denne illusoriske Kamp bortødsler han alle sine Kræfter.
Han bryder den anden Blomst, den tredje; hver Gang optager
han paany den indbildte Kamp. Han mærker, hvor Ondskaben
snor sig ud af Blomsten i lange, ormeagtigt bugtede Bække, der
gennemsive hele hans Væsen med deres Gift. Han udfører sin
Mission fuldstændigt; men Anstrængelsen dræber ham. En Morgen
fandt Sygevogteren ham død i Sængen. „Hans Ansigt var stille
og lyst; de udmattede Træk med de tynde Læber og de dybt
indsunkne, tillukkede Øjne bare Præget af en vis overmodig
Lykke. Da de lagde ham paa Baaren, forsøgte de at aabne hans
Haand, men den forblev fast knyttet. Den Døde bar sin Trofæ
med sig i Graven." Trofæen, som den Døde gæmte i sin lukkede
Haand, var den sønderklemte, sidste Valmue.
Et dybt Symbol! Vil maaske den altruistiske Digter med
dette sige, at mangen ædel Mands bedste Stræben ej er stort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
